Da de høje flammer mandag begyndte at slikke sig op ad taget på Notre Dame-katedralen, mens en tyk røg malede den parisiske himmel sort, var der mange, der frygtede, at ilden ikke ville efterlade andet end aske.

Især var mange bekymrede for flere af de historiske kunstgenstande, der var i kirken - og ikke mindst for de tre berømte rosevinduer.

Nu - to dage senere - forlyder det, at de ældgamle mosaikvinduer, der sidder på katedralens nordlige, sydlige og vestlige facade, overlevede flammerne, varmen og tagets kollaps.

Det fortæller en talsmand for katedralen, André Finot, til det franske medie BFM Paris:

ARKIVFOTO af det nordlige rosevindue.
ARKIVFOTO af det nordlige rosevindue. Foto: Charles Platiau
Vis mere

»Ud fra det, jeg kunne se, så er mosaikvinduerne uberørte, og de tre smukke roser, som stammer tilbage fra det 12. og 13. århundrede, er der endnu,« forklarer han.

Nogle af de andre vinduer i katedralen blev dog beskadiget under den voldsomme brand.

»Der er nogle mosaikvinduer fra den 19. århundrede, som ikke er lige så vigtige, der måske er blevet ramt, men de er ikke juvelerne fra det 13. århundrede. Det er lidt af et mirakel, og vi er meget lettede,« fortæller André Finot.

Også præsten Patrick Chauvet, der var til stede i katedralen, da ilden brød ud, har fortalt, at de berømte rosevinduer, der er med til at skabe det helt specielle lys, der ses inde i kirken, har overlevet branden.

Ifølge ABC News har han forklaret, at de tre vinduer 'ikke er beskadigede'.

Det var omkring 500 brandfolk, der i næsten ni timer kæmpede mandag aften og natten til tirsdag på at få branden under kontrol.

Inden det lykkedes, nåede ilden blandt andet at fortære tagets trækonstruktion, og omkring klokken 20.50 mandag aften kollapsede katedralens 93 meter høje spir.

Men de ydre strukturer samt kirkens to berømte klokketårne og facade blev reddet. Det samme blev en stor del af de kulturskatte, der var i kirken.