Onsdag afholdt EU et hastemøde om det formodede pestudbrud i Rusland. 

Det oplyser det socialdemokratiske parlamentsmedlem Heléne Fritzon til det svenske medie Expressen.

Ifølge hende, 'famler man stadig i blinde', hvad angår situationens alvor, på grund af manglende oplysninger fra Rusland. 

I samme omgang påpeger Heléne Fritzon, at hurtig adgang til verdenssundhedsorganisationen, WHO's, oplysninger er afgørende for, at EU kan handle og sikre det nødvendige beredskab, som for eksempel lagring af antibiotika. 

»Folk er bekymrede, og der skrives meget om situationen på de sociale medier. Så længe vi ikke har oplysninger, risikerer vi, at tomrummet fyldes med desinformation,« fortæller Heléne Fritzon til mediet. 

Tidligere udtalte WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, at organisationen har bedt de russiske myndigheder om flere oplysninger vedrørende sagen, da de ikke kan ikke lave en fuldstændig risikovurdering, på grund af manglende overblik fra Rusland.

Det kan du læse mere om HER.