Harry og Meghan overraskede over Charles' udmelding om parrets status
Kong Charles slår fast, at prins Harry og hertuginde Meghan befinder sig i Storbritannien som privatpersoner.

Kong Charles slår fast, at prins Harry og hertuginde Meghan befinder sig i Storbritannien som privatpersoner.

Prins Harry og hertuginde Meghan er "overraskede" over ikke at være blevet adviseret om kong Charles' brev, der over for en række myndigheder og instanser gør det klart, at parret stadig ikke repræsenterer kongehuset, selv om de er vendt tilbage til Storbritannien.
Det siger parrets talsperson til det britiske medie BBC.
Kong Charles understreger i brevet, at prins Harry og hertuginde Meghan opholder sig i Storbritannien som "private borgere".
Parret trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus i 2020.
De ønskede fortsat at kunne repræsentere kongehuset i et eller andet omfang. Men enten er man helt inde, ellers er man helt ude, lød meldingen.
Prins Harry har over årene taget større og større afstand til det britiske kongehus og beskyldt det for at være en institution, der vægter institutionens interesser højere end familieforhold, velbefindende og følelser.
Også de britiske tabloidmedier blev for voldsomt for parret, har han blandt andet beskrevet i sin selvbiografi, "Reserven".
Parret flyttede efter exittet til USA sammen med deres søn, prins Archie. Siden kom prinsesse Lilibet til verden.
Ifølge avisen The Guardian er parrets børn blevet indskrevet på en skole i Storbritannien.
Prins Harry og hertuginde Meghan har ikke officielt oplyst, hvor de skal bo henne, hvor længe de skal opholde sig i Storbritannien, eller hvorfor de er flyttet tilbage.
Parrets talsperson understreger, at prins Harry og hertuginde Meghan fortsat har deres hjem i Montecito i den amerikanske delstat Californien og en bolig i Portugal.
RITZAU