I 36 timer har internettet været nede i Iran.
Det skriver internetobservatøren Netblocks.
Det er landets myndigheder, der står bag nedlukningen af internettet i landet. Det sker, mens store demonstrationer finder sted.
- Risikoen for intensiveret vold og udbredt drab på demonstranter efter nedlukningen af internettet er stor, siger Mahmood Amiry-Moghaddam, der er direktør for NGO'en Iran Menneskerettigheder, som har hovedsæde i Norges hovedstad Oslo.
Siden sidste måned har der været protester i Iran. De har handlet om både økonomiske problemer og en generel kritik af styret.
Protesterne begyndte i Teherans bazar, hvor handlende var frustrerede over inflation.
Demonstrationerne er de største siden 2022-2023.
Undervejs er demonstrationerne blevet landsdækkende.
På trods af lukningen af internettet fortsatte demonstrationerne ifølge nyhedsbureauet AFP fredag.
Demonstrationerne begyndte 28. december og har ifølge den iranske menneskerettighedsorganisation HRANA kostet mindst 65 demonstranter livet.
Blandt dem er 14 sikkerhedsstyrker, 50 demonstranter og en person tilknyttet regeringen.
/ritzau/