En lokal våbenhvile er trådt i kraft i Ukraine.

Nærmere bestemt omkring atomkraftværket Zaporizjzja, hvor Det Internationale Atomagentur (IAEA) er gået i gang med at udføre 'vigtige reparationer' af højspændingsledninger.

Det oplyser atomagenturet selv i et opslag på X, hvor man henviser til IAEA-chefen Rafael Grossi.

»Vigtige reparationer af højspændingsledninger er påbegyndt i nærheden af Ukraines ZNPP (Zaporizjzja-værket, red.) efter endnu en lokal våbenhvile, der er forhandlet af IAEA,« lyder det.

»IAEA-teamet overvåger reparationerne, der forventes at vare et par dage, som led i de vedvarende bestræbelser på at forhindre en atomulykke under den militære konflikt,« oplyses det videre fra atomagenturet.

I opslaget fra IAEA fremgår det, at Rafael Grossi »takker begge parter for at have indvilget i denne nye midlertidige 'stilhedsfase'«.

Arbejdet på stedet skal blandt andet genoprette strømforsyningen mellem ZNPPs og ZaporizjzjaThermal Power Plants transformerstationer.

Noget, der skal »styrke nuklear sikkerhed,« lyder det.

Zaporizjzja-atomkraftværket ligger i den ukrainske region af samme navn.

Værket er Europas største og har siden marts 2022 været under russisk kontrol. 

Rusland har udtrykt ønske om at overtage værket.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har siden begyndelsen af krigen i februar 2022 krævet, at Donbas i det østlige Ukraine bliver indlemmet i Rusland. 

Han har også gjort krav på provinserne Kharkiv og Zaporizjzja, som Rusland allerede hævder at have annekteret.