USAs præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, har torsdag morgen dansk tid afsluttet deres topmøde i Sydkorea.
Ingen af dem gav en kommentarer efterfølgende.

Det viser liveoptagelser fra stedet, skriver Ritzau.
Også BBC skriver, at mødet mellem de to er slut, ligesom der henvises til en melding fra det kinesiske medie CCTV om, at de to præsidenter holdt møde i en time og 40 minutter.
Det er længere tid, end der egentlig var afsat, lyder det.
Mens Donald Trump er gået ombord på præsidentflyet Air Force One, er Xi Jinping blevet set køre derfra i sin kortege.

Forud for mødet sagde Trump, at en handelsaftale mellem Kina og USA måske kunne blive underskrevet på mødet.
»G2-MØDET AFHOLDES SNART!,« skrev han selv med store bogstaver natten til torsdag forud for mødet med Xi Jinping.
Trump sagde videre, at han forventede, at mødet blev vellykket.
Han uddybede ikke, hvilket kriterier et vellykket møde ville have for ham.
Klokken 05.20 beretter BBC, at den amerikanske præsidents fly er lettet fra lufthavnen i sydkoreanske Busan med retning mod Washington, D.C.
Hos NBC News bemærkes det, at der efter mødet var smil at spore blandt medlemmerne af den amerikanske delegation, da de fulgte Trump, og at handelsminister Howard Lutnick gav tommelfingeren opad.
Om man kan tolke noget ud fra det, er uvist.

