Søndag stod Hans Vera på en parkeringsplads og så folk kom gående mod sig.
Tårerne flød omkring ham, folk krammede, mens den larmende tavshed spredte sig. Alle havde på skift været inde i deres huse, hvor de havde fem minutter til at tage det med sig, som de havde brug for.
»Det var fuldstændig surrealistisk. Du ved ikke, hvornår du kommer hjem. Hvordan beslutter du på fem minutter, hvad du skal have med dig?«
Hans Vera bor i den islandske by Grindavik, hvor 3000 personer i øjeblikket er evakueret.
Byen blevet evakueret som følge af gentagne jordskælv i området og risikoen for et forestående vulkanudbrud.
Og derfor må 59-årige Hans Vera, hans hustru, børn og barnebarn ikke komme hjem.
B.T. taler med ham onsdag, mens han passer sit arbejde som tømrer nær hovedstaden Reykjavik.
»Vi – og alle heroppe – er meget sårbare. Vi er i en form for overlevelsestilstand og lever fra dag til dag. Ingen kan sige noget om hvad og hvornår.«
»Så ja... Folk er i chok. Vi ved ikke, hvornår vi kan komme hjem. Det er vores hus, by, liv. Det er vores paradis. Derfor er vi selvfølgelig meget kede af det.«
Det var fredag, at tingene begyndte at gå helt skævt.
Mens Hans Vera sad hjemme i sin stue, begyndte jordskælvene at buldre under ham.
»Du kunne høre det hele tiden. Stolene i vores stue ville ikke stå stille, og du fik en svag fornemmelse af at være i en rutsjebane. Du vidste, at noget var på vej.«
Til sidst fik han dog nok og kørte en lille time til Reykjavik sammen med sin kone for at komme væk fra jordskælvene.
De delte en pizza på en restaurant og fik ro. Men efterfølgende meldte myndighederne, at byen skulle evakueres. Alle skulle væk omgående.
»Vores søn var stadig i huset, så min kone guidede ham og fortalte, hvad han skulle tage med. Han smed det i bilen, tog vores katte med og kørte afsted til min kones søster, hvor vi har boet siden.«
Myndighederne ringede til Hans og familien søndag og sagde, at de kunne vende tilbage til Grindavik for at hente nogle flere ting.
Men det var for en meget, meget kort stund.
»Det var meget strikt. En person per familie skulle følges med to fra redningsholdet, og de fik kun fem minutter til at tage ting fra husene.«
»På forhånd havde vi lavet en liste over det, der skulle med. Men da du stod i det, var det ligegyldigt. Du tager, hvad du ser – for der er jo ikke noget, du vil miste.«
Hans' kone, Solveig, pakkede et køretøj med en masse tøj, gamle billeder, officielle papirer og nogle få genstande med. Så var de fem minutter gået.
Imens stod Hans på parkeringspladsen og så, hvordan folk grædende kom gående med favnen fuld af private værdigenstande.
»Jeg tror ikke, vi kommer mere hjem i 2023. Vandrørene er sprunget, der er ingen elektricitet, og vejene er ødelagte. Så det er slet ikke muligt.«
»Vi har boet i huset siden 2000 og bygget det meste selv. Så det er meget trist. Alt er kaos, og du ved ikke, hvad du kommer hjem til. Og om du kommer hjem.«
Ifølge myndighederne er der fortsat stor sandsynlighed for et vulkanudbrud – men det er også usikkert, om, hvor og hvornår det kan ske.
Det er også, hvad Hans og familien får fortalt.
»Vi får at vide, at magmaen kommer tættere på overfladen. Vi frygter det værste, at byen ikke eksisterer mere. Måske står der ti huse - men vil man overhovedet så tilbage? Og hvad kan der ske i årene efter?«
»Det skal også siges, at folk har det meget værre end vores familie. Nogle huse er allerede helt ødelagte. Men vi ved ikke noget. Måske sker der noget helt nyt i morgen.« siger Hans Vera.
I mellemtiden kan han ikke gøre andet end at fortsætte sit liv.
»Vi skal nok klare den. Folk er så søde og hjælpsomme. Myndighederne håndterer det rigtig godt.«
»Men det er bare ikke det her, man har lyst til,« lyder det slukket fra Hans Vera.
I Grindavik kan man i øjeblikket se en masse række synkehuller og revner i byen og på vejen. Noget, der skal være almindeligt i forbindelse med magmatunneller.
Op mod 500 jordskælv er desuden registeret – alt imens familie bor hos nære, bekendte eller steder, som myndighederne har arrangeret.