En kinesisk kvinde overlevede at være begravet af sin søn i hele tre døgn. Nu er han blevet anholdt.

Politiet måtte redde den handicappede kvinde, der var blevet begravet i den nordvestlige Shaanxi-provins. Hun var blevet begravet uden mad og drikke.

På en dramatisk video ser man hende blive løftet ud af graven i live, efter politiet har fundet ud af, hvor hun er begravet. Hun er dækket af mudder, skriver Sky News.

Det var hendes svigerdatter, der slog alarm, efter at hun ikke kunne finde hende tirsdag morgen.

Hun sagde, at hendes 58-årige mand, der hedder Ma, havde taget moderen med ud lørdag aften. Men hun var ikke kommet tilbage igen.

Forklaringen fra Ma var, at han havde sendt hende af sted for at bo hos noget familie. Men hans kone blev mistænksom.

Politiet i Jingbian begyndte at undersøge sagen, og den 58-årige fik besked på at melde sig på politistationen.

Her måtte han indrømme, at han havde begravet sin mor i en tom grav syd for byen Jingbian. Det fremgår af en officiel meddelelse fra politiet.

Da de første politifolk ankom til stedet, kunne de høre et svagt råb om hjælp. De fandt kvinden og fik gravet hende fri.

Efter den hårrejsende oplevelse blev hun straks kørt på hospitalet. Der sidder hun endnu og er i stabil tilstand.

Sønnen derimod blev anholdt på politistationen. Der er han endnu og venter på en sigtelse for mordforsøg.