Handelsskibe meldes beskudt i Den Persiske Golf og Omanbugten
Det er uvist, om der er tilskadekomne eller miljømæssige konsekvenser efter beskydning af skibe i Mellemøsten.
Det er uvist, om der er tilskadekomne eller miljømæssige konsekvenser efter beskydning af skibe i Mellemøsten.
Flere handelsskibe i den nordlige del af Den Persiske Golf og Omanbugten er blevet udsat for beskydning, der har sat dem ud af drift.
Det oplyser United Kingdom Maritime Trade Operations (UKMTO), der er et maritimt informationscenter under det britiske forsvar, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er sket under militær aktivitet i området natten til onsdag.
UKMTO har ikke været i stand til at bekræfte, om nogen er kommet til skade, eller om der er miljømæssige konsekvenser af hændelsen.
Derudover melder UKMTO om en anden hændelse onsdag 24 sømil fra havnen i Rashid i De Forenede Arabiske Emirater.
Et fartøj er blevet set krænge, mens det lå for anker. Det kan indikere, at det har taget vand ind efter et angreb.
RITZAU