Han var udenrigsminister under den første Grønlandskrise - 'Det var helt forfærdeligt'
Krisen om Grønland begyndte helt tilbage i Trumps første tid som præsident. Men det ligner, at der er kommet en løsning.

Krisen om Grønland begyndte helt tilbage i Trumps første tid som præsident. Men det ligner, at der er kommet en løsning.

Alt tyder på, at krisen om Grønland langt om længe er ovre, når en aftale skal underskrives i New York i næste uge.
I den forbindelse sætter Jeppe Kofod, der var udenrigsminister under den første Grønlandskrise med Trump, ord på situationen.
»Det er en kæmpe sejr for diplomatiet og det danske embedsværk.«
Sådan lyder det fra Jeppe Kofod til B.T. oven på fredag aftens udmeldinger om et gennembrud i forhandlingerne mellem USA, Grønland og Danmark om en aftale om sikkerheden på Verdens største ø.
Da Donald Trump første gang var præsident, udtrykte han for første gang ønske om at besidde eller købe Grønland af Danmark.
Det blev dog en rimelig klar afvisning fra den danske statsminister Mette Frederiksen.
Det fik Donald Trump til at kalde Frederiksen for en ‘nasty woman’ og aflyse et ellers planlagt statsbesøg i Danmark.
Det udspillede sig i august 2019, hvor Danmark havde en helt nytiltrådt udenrigsminister i form af Jeppe Kofod.
»Det var helt forfærdeligt dengang. Og det virker kun til at være blevet værre denne gang, hvor Trump har lagt ekstra stort pres på Danmark og Grønland,« siger Jeppe Kofod.
»Det har også skabt store komplikationer i selve Nato-samarbejdet og forholdet mellem Europa og USA,« uddyber han.
Jeppe Kofod mindes ganske tydeligt, hvordan det føltes i 2019, hvor den første Grønlandskrise udspillede sig.
»Der var stor forbløffelse over Trumps udmelding i 2019. Siden har man gennem årene lært, at sådan kan det pludselig lyde fra Donald Trump,« siger den tidligere danske udenrigsminister, som nu gør sig som strategisk rådgiver og kommentator.
Spurgt ind til den aftale, som blev meldt ud fredag aften, så slår han først og fremmest fast, at han ikke har det fulde indblik i aftalen, men at alt tyder på, at det er en udbygning af den aftale, som Danmark og Grønland har haft med USA siden 1951.
»Det ligner, at den nye aftale bygger videre på aftalen fra 1951, hvor USA havde fri adgang til have militær tilstedeværelse og baser på Grønland samt adgang til råstoffer,« siger Jeppe Kofod.
»Det ser også ud til, at den bygger videre på vores aftale med USA fra 2019 og 2020, hvor de åbnede et konsulat i Nuuk, og vi indgik samarbejde om råstoffer og energi,« uddyber han.
Den snarlige aftale mellem Grønland, Danmark og USA er ifølge Jeppe Kofod en rigtig god nyhed.
»Efter det enorme tryk fra USA og Trump er det en stor lettelse, at de er kommet frem til en aftale,« siger Jeppe Kofod,
Han fortæller desuden, at det giver god mening, at USA får fastslået sin tilstedeværelse i Grønland.
»Grønland er en del af Nordamerika, og dermed også en del af USAs nærområde, når det kommer til forsvar,« siger Jeppe Kofod og uddyber.
»Derfor er det glædeligt, at den her aftale ser ud til at udbygge netop det militære og strategiske samarbejde i Grønland. Og man kan også se, at Donald Trump virker godt tilfreds.«