Til april finder årets måske mest interessante valg i hele Europa sted, når Ungarn skal stemme.

Tirsdag fik det valg en ekstra og helt vild dimension, da den førende oppositionspolitiker gik på sociale medier og beskrev, at hans modstander måske snart offentliggør en sexvideo af ham.

Der er tale om den 45-årige ungarske oppositionspolitiker Péter Magyar.

I en række målinger står han til at vippe den mangeårige, russiskvenlige og EU-skeptiske premierminister Viktor Orbán af pinden.

I skrivende stund fører Péter Magyars parti Tisza i et gennemsnit af målinger med 49 procent mod Viktor Orbáns regeringsparti Fidesz, der står til 38 procent af stemmerne.

Det ekstremt afgørende valg har allerede haft en grim start på valgkampen.

Viktor Orbáns regering har blandt andet brugt penge på at fabrikere plakater, hvor Péter Magyar står sammen med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hælder penge i et guldtoilet.

Men det kan være det rene ingenting i forhold til det, som Orbáns allierede ifølge Péter Magyar angiveligt planlægger nu.

I et længere opslag på sociale medier som X og Facebook gik Péter Magyar, som lige nu står til at blive Ungarns næste premierminister, ud og forklarede, hvad han mener, der er under opsejling.

Anledningen er årsdagen for et stort interview, som Péter Magya gav for to år siden i mediet Partizán, hvor han brød med Orban og Fidesz og indledte den bevægelse, som nu rokker ved magten i landet.

Lederen af de ungarske oppositionsparti Péter Magyar. Han ligner lige nu en kommende vinder i aprils parlamentsvalg over den mangeårige premierminister Viktor Orbán.
Lederen af de ungarske oppositionsparti Péter Magyar. Han ligner lige nu en kommende vinder i aprils parlamentsvalg over den mangeårige premierminister Viktor Orbán. Ferenc Isza/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er naturligvis også en symbolsk dag for Fidesz, for det var her, deres hidtil urokkelige magt for alvor begyndte at slå revner,« skriver Péter Magyar indledningsvist.

Og så kommer han til det, han frygter vil ske i løbet af onsdag:

»De (Fidesz, red.) har længe afpresset og truet med sexvideooptagelser og smædekampagner, og det ser ud til, at de på årsdagen vil iværksætte en hidtil utænkelig kampagne af russisk type.«

»Mange journalister har i dag fået tilsendt et link (...) Jeg formoder, at de planlægger at offentliggøre en optagelse – muligvis optaget med efterretningstjenestens midler og eventuelt manipuleret – hvor min daværende kæreste og jeg ses under intimt samvær,« lyder den chokerende anklage.

Herefter slår oppositionslederen fast, at han 'er en 45-årig mand, og jeg har et sexliv. Med en voksen partner'.

Hvad – om noget – der bliver offentliggjort, står endnu ikke klart.

Men Péter Magyar, der tidligere selv var en del af netop Viktor Orbáns Fidesz-parti og sågar var gift med en tidligere justitsminister under Orbán, er ikke i tvivl om, at onde kræfter forsøger at stække hans bud på at få regeringsmagten.

Skifte regeringsmagten i Ungarn for første gang siden 2010.

Ungarns premierminister, Viktor Orban, er i store problemer forud for parlamentsvalget i april. Lige nu er han langt efter i meningsmålingerne. Måske derfor tager hans parti, Fidesz, hårde midler i brug.
Ungarns premierminister, Viktor Orban, er i store problemer forud for parlamentsvalget i april. Lige nu er han langt efter i meningsmålingerne. Måske derfor tager hans parti, Fidesz, hårde midler i brug. Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

Péter Magyar afslutter sit opslag med følgende besked til dem, han mener forsøger at sabotere hans valgkampagne.

»Kære rædselsslagne Fidesz-folk. Læg bare alt frem, forfalsk ting efter for godt befindende – jeg giver hverken efter for afpresning eller trusler.«

»Ungarn er ikke til slag – der findes ingen pris, som kan få mig til at svigte mine landsmænd.«

Det ungarske parlamentsvalg finder sted 12. april.

B.T. har efter opslaget på sociale medier bedt Péter Magyar om et interview. I skrivende stund er han ikke vendt tilbage.