»Det var meget skræmmende.«

En af dem, der sad i den stolelift, som lørdag pludselig kollapsede på et populært spansk skisportssted, var Jamie Pelegri.

Til BBC fortæller han, at et kabel så ud til at miste sin spænding – før stolene i hans side af konstruktionen faldt.

De første rapporter fra skiområdet Astún lyder også, at en fejl i en remskive i den ene ende af stoleliften ser ud til at have fået et kabel til at slække, hvilket fik en række stole i liften til at falde mod jorden.

Brandfolk ses her arbejde under redningsaktionen efter ulykken på skisportsstedet Astén lørdag.
Brandfolk ses her arbejde under redningsaktionen efter ulykken på skisportsstedet Astén lørdag. Local Government Of Huesca Province/Reuters/Ritzau Scanpix

I første omgang blev det meldt ud, at omkring 30 mennesker var kommet til skade, men senere lød det, at 17 personer havde haft brug for lægehjælp efter hændelsen. I alt kom ti til skade.

Af dem er to unge kvinder – begge på 18 år – som fortsat er indlagt på en intensivafdeling.

»Det var meget skræmmende, men overstået meget hurtigt,« forklarer Jaime Pelegri om kollapset til BBC.

Videre fortæller han, at ambulancer og helikoptere ankom til stedet inden for 15 minutter.

17 personer måtte modtage lægehjælp efter ulykken. To unge kvinder er indlagt på intensivafdelinger.
17 personer måtte modtage lægehjælp efter ulykken. To unge kvinder er indlagt på intensivafdelinger. Local Government Of Huesca Province/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens mange faldt til jorden og ned i sneen under dem som følge af stoleliftens kollaps, endte andre ifølge BBC også med at blive hængende i 15 meter høje stolelift, før de blev hjulpet sikkert ned.

Hændelsen – som fandt sted i Astún, som er et populært skiområde i Aragon-regionen i Pyrenæerne – er endnu ved at blive efterforsket.