Hans reaktion kom prompte. Synet af sin garage, der flyttede sig væk fra huset, fik 56-årige Magne Kvam til at tage en lynsnar beslutning.
Han måtte hurtigst muligt væk – ud af huset – og sørge for, at han fik sin hustru og sin hund med sig.
»Min kone og jeg vågner ved at se det her. Så siger jeg til hende, at vi må ud!«
Det fortæller Magne Kvam til det norske medie VG.

Han er blandt de beboere, der er direkte berørt af det uhyggelige jordskred, der har udhulet et beboelsesområde i den norske kommune Gjerdrum nord for Oslo.
Jordskreddet skete omkring klokken 4 natten til onsdag.
Uden varsel forsvandt grunden under en række huse, hvilket efterfølgende har ført til et stort redningsarbejde. 21 personer er fortsat savnet som følge af jordskreddet, der fik bygningerne til at kollapse.
For Magne Kvam var der ingen betænkningstid, fortæller han.

Kun tanken om flugt trængte sig på.
»Jeg tog kun det med, jeg stod i. Vi har en udgang på bagsiden af huset mod børnehaven. Vi løb derud, løftede hunden over hegnet, sprang selv over og løb mod plejehjemmet,« siger Magne Kvam.
Der er fortsat ikke fuldt overblik over situationen i Gjerdrum.
10 personer meldes tilskadekommen. Én af disse er kommet alvorligt til skade, oplyser indsatsleder Roger Pettersen.

Mindst 700 personer er berørt af jordskreddet. Mange er blevet evakueret, mens redningsarbejdet besværliggøres af forholdene.
Forsker Louise Vick fra Institutt for geovitenskap ved Universitetet i Tromsø fortæller til VG, at redningsmandskabet kan få svært ved at komme til at søge efter personer fanget i jordskreddet.
Nedbør fra snesmeltning kan have gjort undergrunden flydende, et fænomen kendt som 'hurtig ler', og derfor er det forbundet med stor risiko at begive sig ind i området.
I Gjerdrum Kommune er der 6.800 indbyggere, og i byen Ask, hvor jordskreddet ramte, bor der cirka 5.000