»Vores familie på syv er nu en familie på fire.«
Den britisk-israelske rabbiner Leo Dee var i dyb sorg, da han mandag på et pressemøde fortalte, at han mistede både sin hustru og to af parrets i alt fem børn i et angreb på Vestbredden. Det skriver Sky News.
De tre kvinder, Lucy, Maia og Rina Dee, blev dræbt, da deres bil fredag blev beskudt nær den israelske bosættelse Hamra.
Den jødiske familie bor normalt i bosættelsen Efrat tæt på Bethlehem, men var på vej på ferie og kørte derfor i to biler.
Pludselig blev der åbnet ild mod moderen og de to døtre.
Da Leo Dee hørte, at der havde været et angreb på samme strækning, som familie kørte på, forsøgte han straks at ringe til sin kone.
»Jeg ringede til Lucy – intet svar. Jeg ringede til Maia – intet svar. Jeg ringede til Rina – intet svar. Så så jeg et ubesvaret opklad fra Maia klokken 10.52. Jeg havde ikke bemærket, at den ringede. Jeg tog ikke telefonen.«
Han kan ikke slippe tanken om, at datteren forsøgte at ringe til ham, mens deres bil blev beskudt.
»Tanken om, at hun ringede til mig under angrebet, og at jeg ikke var i stand til at tale med hende, vil blive ved med at vende tilbage og vil hjemsøge mig et stykke tid,« sagde han.
Gerningsmanden til skyderiet kaldte han »en terrorist med en automatisk Kalashnikov.«
Under pressemødet langede Leo Dee voldsomt ud efter både palæstinenserne og de internationale medier.
»Er det ikke sådan, verdens medier behandler Israel? Vi bygger; de myrder os. De tilintetgør, men det er din egen skyld, fordi du bygger i første omgang.«
Leo Dee talte dagen efter, at han havde begravet sine to døtre på henholdsvis 20 pg 15 år og kun få timer efter, at hans kone døde af de kvæstelser, hun pådrog sig under angrebet.
Gerningsmanden er endnu ikke pågrebet.
Vestbredden har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967. I de efterfølgende år har Israel løbende etableret nye bosættelser i de besatte områder.
Udbygningen og etableringen af bosættelser anses internationalt for at være ulovlig og er flere gange blevet kritiseret af blandt andet FN.
De seneste uger er urolighederne igen blusset op i Israel.
Fredag blev en italiensk turist dræbt i Tel Aviv, mens fem blev såret, da en bil torpederede en gruppe fodgængere.