Da han kom forbi det indhegnede beboelsesområde, fik han en fornemmelse af, at han skulle derind.
Det lykkedes ham - i sidste øjeblik - og kort efter fandt han frem til et afgørende spor i jagten på den person, der få dage forinden havde været skyld i, at hans hustru var død.
»Der var noget i mit hjerte, noget, der trak i mig og sagde, at jeg skulle derind,« forklarer amerikanske Rod Richardson til NBC Los Angeles.
For mindre end en uge siden, den 5. februar, mistede han sin hustru.
Brenda Richardson - der var mor til otte børn - kom kørende på sin motorcykel i den californiske by Corona, da en bil drejede ind foran hende, så hun ramte den i siden. Hun fløj gennem luften, og hendes skader var for voldsomme til, at lægerne kunne stille noget op.
Dagen efter døde hun. Hun blev 48 år.
Den bilist, der havde siddet bag rattet i bilen, flygtede efter sammenstødet fra stedet. Og det førte til, at Rod Richardson besluttede sig for at finde frem til bilen - og dermed til gerningsmanden.
Den 7. februar satte han sig på sin egen motorcykel og kørte hen til stedet, hvor ulykken var sket, skriver CNN.
Der fik han kontakt til en politibetjent, som også var ude for at lede efter bilen. De tekniske undersøgelser på stedet pegede i retning af, at bilen måtte være en 2006 Lexus ES330 eller lignende i en lys, beige farve, og efter at have fundet et billede af, hvordan sådan en bil ser ud, begyndte Rod Richardson at køre rundt i området for at holde øje.
Flere gange kørte han også ind i ellers indhegnede beboelseskvarterer - såkaldte 'gated communities' med strengt kontrollerede adgangsforhold - for at lede.
Da han kom til det femte sted, var porten ved at lukke foran ham, men han formåede lige akkurat at klemme sig ind.
»Da jeg var halvvejs over parkeringspladsen, så jeg en bil, der holdt der. Den havde en skade på siden. Mit hjerte stoppede.«
Han tog et billede af bilen med den bulede dør i passagersiden og det knuste sidespejl og kontaktede politiet med det samme.
Billedet af bilen delte han også på sin Facebookprofil, hvor han skrev:
'Det her er bilen! Jeg tror, jeg har fundet bilen, der dræbte min kone.'
Efter politiet havde undersøgt bilen, førte det dem til bilens ejer - Toshiro Isa på 85 år - som efterfølgende blev anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab og for at have flygtet fra gerningsstedet.
Til CNN forklarer Rod Richardson, at anholdelsen har ført til, at han og parrets børn har fået en afslutning på sagen.
Men det betyder ikke, at smerten er blevet mindre.
»Ændrer det her noget for mig? Nej. Det stopper ikke smerten. Det ændrer ikke på, hvor jeg er nu. At jeg står op hver morgen og går i seng uden hende,« siger han.
Toshiro Isa blev efterfølgende løsladt mod kaution. Han skal møde i retten igen den 22. april.