Lige siden USA tilbage i februar indledte sin og Israels krig mod Iran, er der ét spørgsmål, der har naget en tidligere toprådgiver til Donald Trump.

Og mens forhandlinger angiveligt er i fuld gang mellem de stridende parter, så er spørgsmålet stadig af afgørende betydning, fortæller han til B.T.

Den tidligere toprådgiver er John Bolton.

Han var national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump i præsidentens første tid i Det Hvide Hus. Siden er han blevet stor modstander af præsidenten.

John Bolton har for nylig givet et større interview til B.T.

Her var et af emnerne krigen mod Iran, som USA med Donald Trump i spidsen indledte sammen med Israel 28. februar i år.

Den krig er fortsat i gang, selvom der har været våbenhvile i en række uger.

Men hvorfor Trump overhovedet købte ind på ideen om at gå i krig mod Iran, mangler John Bolton stadig svar på.

»Det ville være rart, hvis vi kunne være sikre på, hvad Trumps mål i Iran helt præcis er. Han har været meget uklar om det. Og han har flere gange ændret målene,« siger John Bolton.

Da krigen blev indledt i slutningen af februar, gik Donald Trump ud i en video og beskrev en række mål. Et af dem var et ønske om regimeskifte. Et andet var, at Iran ikke skulle have atomvåben. Et tredje lød, at nationen ikke skulle have en fungerende flåde.

John Bolton var national sikkerhedsrådgiver i USA under Donald Trumps første tid i Det Hvide Hus.
John Bolton var national sikkerhedsrådgiver i USA under Donald Trumps første tid i Det Hvide Hus. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Trump opfordrede dog det iranske folk til selv at tage magten tilbage – når de amerikanske og israelske bomber var ophørt med at falde over Teheran - vel at mærke.

Og det kan vise sig at være afgørende for den måde, krigen siden har udviklet sig, mener John Bolton.

»Efter min mening er den eneste rigtige måde at løse problemet med Iran at fjerne regimet. Og det virkede til at være Trumps mål i begyndelsen. Jeg er ret sikker på, at det var Israels mål,« siger John Bolton.

Da Trump var i Det Hvide Hus første gang mellem 2017-2021, indtog John Bolton den vigtige rolle som national sikkerhedsrådgiver for præsidenten i over et år.

Her fik han et indgående kendskab til præsidentens måde at agere på. 

Selvom John Bolton, der under George W. Bush var USAs ambassadør til FN, fortsat beskriver sig selv som republikaner, så er han blevet en af sin tidligere chefs hårdeste modstandere.

Under hele krigen mod Iran har han på sidelinjen observeret udviklingen.

For ham at se er der blevet begået én afgørende fejl fra amerikansk side i kampen mod iranerne.

Donald Trump indledte sammen med Israel krigen mod Iran 28. februar. Selvom der nu er våbenhvile og forhandles, så er konflikten endnu ikke ovre.
Donald Trump indledte sammen med Israel krigen mod Iran 28. februar. Selvom der nu er våbenhvile og forhandles, så er konflikten endnu ikke ovre. Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Våbenhvilen, som blev indgået 8. april.

»Jeg tror, det iranske regime er blevet svækket voldsomt. Jeg tror, deres militære produktionskapacitet er blevet meget alvorligt beskadiget. Deres økonomi er i dårlig stand. Blokaden af Hormuzstrædet afskærer dem for deres indtægter,« siger John Bolton og uddyber:

»Men jeg tror, at våbenhvilen – som nu har varet stort set lige så længe som bombekampagnen – har været en enorm fordel for Iran, da de har kunnet opbygge deres militære kapaciteter. Det har ikke været det rigtige tidspunkt at slække presset,« siger han.

Det, sat sammen med det faktum, at det lukkede Hormuzstrædet har resulteret i høje priser på brændstof, har været gift for Donald Trump, som er historisk upopulær i meningsmålinger frem mod efterårets midtvejsvalg i USA.

Og det har været noget, Iran kan benytte sig af i de nuværende forhandlinger, da Trump er presset derhjemme, mener John Bolton.

»Jeg tror, at Trump er motiveret af de problemer, som de indenrigspolitiske konsekvenser af eksempelvis stigende benzinpriser har ført med sig i USA,« siger han og uddyber:

»Jeg tror, at indenrigspolitik presser ham mod en aftale.«