Han har altid stemt republikansk: Har fået nok af Trump – giver op og forlader landet
Midtvejsvalget i USA finder sted 3. november.

Midtvejsvalget i USA finder sted 3. november.


»Jeg gider ikke mere. Jeg forlader det her land.«
Selvom det er på skrift, kan man mærke afmagten gennem skærmen. Bob, der kommer fra en lille by i Texas, har givet op. Han kan ikke mere.
Og han skyder skylden på én person: Donald Trump.
B.T. er i kontakt med Bob, som kommer fra den lille grænseby Del Rio i det vestlige Texas – hvor vi tidligere har mødt ham – op til midtvejsvalget i USA tirsdag 3. november.
Her står republikanerne og Donald Trump lige nu til et nederlag, måske endda i Texas. Årsagen til det kan de blandt andet finde hos personer som Bob, hvis fulde navn, B.T. er bekendt med.
Da vi besøgte Del Rio, var Bob blot en af en række republikanere, som vi talte med.
Bob har været republikaner hele sit liv.
Men ikke mere.
»For første gang i mit liv stemmer jeg på en demokrat,« skriver han.
Siden 2007 har Bob drevet en række hoteller og moteller i og omkring Del Rio, som ligger ved Rio Grande-floden lige under tre timers kørsel fra storbyen San Antonio.

Del Rio har i mange år været et godt sted at drive et hotel, da nabobyen Ciudad Acuña på den anden side af Rio Grande i Mexico har været et billigt sted at købe alkohol, gå til tandlægen og besøge familie fra Mellem- eller Sydamerika.
Men sådan er det ikke mere, forklarer Bob til B.T.
»Det har været mit værste år nogensinde. Belægningsgraden på hoteller er gået fra 75 procent til 20 procent,« forklarer Bob, som ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.
Årsagen skal findes i det, der er blevet beskrevet som Donald Trumps helt store triumf i hans anden tur i Det Hvide Hus: lukningen af grænsen mod syd og brugen af immigrationsmyndighederne ICE til at deportere store mængder udlændinge, som bor ulovligt i USA.

Men den hårde kurs ved grænsen har haft en meget reel indflydelse på mange af de amerikanere, som har deres liv ved grænsen mod Mexico.
»Mange af mine gæster kom her til Del Rio for at gå til tandlæge i Mexico. Og de kommer ikke mere. Familier, som kom her på weekendtur for at besøge familie i Acuña, kommer ikke mere. Vi har set børn, der er født i USA, blive skilt fra deres forældre og blive udspurgt af folk med våben. Der sker så meget lort,« forklarer Bob.
De manglende besøgende i Del Rio rammer ikke kun hotel- og motelbranchen.
Den rammer hele byen.
»Jack in the Box, Papa Johns, Arby's og en række andre restauranter er lukket. Mindst fire hoteller har bedt om at få udskydelse på betaling af deres lån,« forklarer Bob.

B.T. har været en tur på Google Maps og kan konstatere, at en række af de fastfood-restauranter, som Bob nævner, ikke er åbne længere.
I stedet har flere kæder som eksempelvis pizzakæden Papa Johns påklistret mærkatet 'Lukket permanent'.
Spurgt direkte ind til, om han anser situationen i Del Rio for at være skabt af Donald Trump og hans regering, lyder det klare svar fra Bob:
»Mener du det spørgsmål seriøst? Selvfølgelig.«
Bob har været i Del Rio og nydt godt af nærheden til Mexico i mange år.
Nu er han ved at sælge sine hoteller. Han har fået nok.
»Forhåbentlig kan jeg sælge mit sidste hotel næste år, og så er jeg væk,« skriver han.
»Jeg er ligeglad nu. Jeg forlader det her land, da jeg mener, det er færdigt. Ingen kan fixe det her rod,« skriver Bob og slutter med en hilsen, der føles som ironisk, grænsende til tragikomisk:
»Held og lykke.«