Donald Trump har en ny terrorfjende nummer ét. Hans navn er Abdulla Qardash. Den irakiske terrorist var god ven af Saddam Hussein. Og fra og med søndag er Abdulla Qardash den nye leder af terrororganisationen IS – Islamisk Stat.
Under en direkte tv-transmission søndag bekræftede den amerikanske præsident, Donald Trump, at IS' mangeårige leder, Abu Bakr al-Baghdadi, er død, dræbt under en amerikansk militæraktion i det nordlige Syrien.
Blot to timer senere meddelte IS via sit eget medie, Amaq, og flere sociale medier, at Abdullah Qardash nu er udpeget som al-Baghdadis efterfølger og dermed IS' leder.
Ifølge det amerikanske medie Newsweek lærte Abu Bakr al-Baghdadi og Abdulla Qardash hinanden at kende, da de delte celle i et irakisk fængsel i 2003 og 2004.


Og en anonym kilde beskriver ifølge The New York Times Abdulla Qardash således:
»Han er ondskabsfuld, brutal og populær.«
Allerede i august i år udnævnte Abu Bakr al-Baghdadi sin gamle cellekammerat til daglig leder af IS' virke. Hermed blev den forhenværende officer i Saddam Husseins hær al-Baghdadis automatiske arvtager.
Og ifølge CNN er Abdulla Qardash nu verdens mest magtfulde terrorleder.

»Abu Bakr al-Baghdadi var en afsporet og ond mand. Han tilbragte sine sidste minutter på denne jord skrigende, klynkende og grædende. Han døde som en hund.«
Sådan sagde USA's præsident, Donald Trump, under en direkte tv-transmission søndag morgen.
Om Abdulla Qardash som den nye IS-leder siger Donald Trump blot:
»Det betyder ingenting. IS er udslettet. Og ved at dræbe Abu Bakr al-Baghdadi har vi givet terrororganisationen dødsstødet.«

Eksperter skriver i Washington Post, at Abu Bakr al-Baghdadis død kan få en todelt effekt.
Dødsfaldet kan én gang for alle sætte en stopper for den allerede svækkede terrorgruppe, der i 2014 havde over 40.000 soldater og rådede over store landområder i både Syrien og Irak.
Samtidig spår eksperter, at den succesfulde amerikanske militæraktion kan sikre Donald Trump sejren ved næste års præsidentvalg.
Men ifølge journalisten Peter Baker fra avisen New York Times er intet endnu sikkert.

'Al Qaeda fortsatte for fuld kraft efter Osama bin Ladens død i 2011. Og hvis Abu Bakr al-Baghdadi ophæves til en slags matyr, så kan hans død bruges til at rekruttere nye medlemmer. Og IS kan således blive styrket af dødsfaldet,' skriver Baker.
Ligesom sin forgænger er Abdulla Qardash i høj grad et ubeskrevet blad.
Abdulla Qardash i angiveligt midt i 40'erne. Han blev født i byen Tal Afar, og han studerede 'islamisk videnskab' ved universitetet i Mosul. Han var officier i Saddam Husseins hær. Efter den amerikanske invasion af Irak i 2003 blev Abdulla Qardash fængslet.
Under fængselsopholdet i Irak var Abdulla Qardash sammen med al-Baghdadi med til at radikalisere andre medfanger. Ifølge avisen The Guardian går den nye IS-leder ofte går under navnet 'Professoren'. Og i modsætning til sin forgænger, al-Baghdadi, ved ingen, hvor i verden den nye IS-leder befinder sig.
