Han er ikke i tvivl – republikanerne har én kæmpe fordel
Midtvejsvalget i USA finder sted 3. november.

Midtvejsvalget i USA finder sted 3. november.


Når amerikanerne om lidt går til midtvejsvalg, så kan det blive afgørende for hele USAs fremtid.
For dem, der kontrollerer de to kamre i Kongressen, vil kunne forme nationen fremadrettet. Og valget vil få store konsekvenser for præsident Trumps virke de kommende år.
Når det kommer til det valg, som finder sted 3. november, så har det republikanske parti en klar fordel over den demokratiske modstander.
Den skal man finde i, at midtvejsvalg ofte har lavere valgdeltagelse end ved et præsidentvalg, forklarer chefredaktør Anders Agner fra Kongressen.com – et dansk medie om amerikansk politik.
»Republikanerne har en generel fordel ved valg i USA, fordi de er gode til at dukke op og stemme. De har en god fremmødedisciplin,« siger han.
Ofte er fortællingen om amerikanske valg, at demokraterne har bedst af et stort fremmøde.
Det er fordi, de historisk klarer sig godt, hvis de kan lokke mange ud til stemmeurnerne – specielt de personer, som ikke stemmer så ofte.
Og her kommer Anders Agners pointe ind. For ved et midtvejsvalg, hvor valgdeltagelsen er lav, så har republikanerne en solid bund af folk, der altid stemmer, som giver dem en fordel.
»Kan republikanerne formå at fastholde den fremmødedisciplin, så har de et godt kort på hånden, som Demokraterne ikke kan vide sig sikre på at have,« siger Anders Agner.
Men det er ikke eneste fordel, republikanerne har ved det specifikke valg 3. november.

Her tyder meget på, at de taber kontrollen med Repræsentanternes Hus. Men de har stadig en pæn mulighed for at bevare flertallet i Kongressens andet kammer i form af Senatet.
Og her kommer årets valgkort republikanerne til hjælp.
For i modsætning til Repræsentanternes Hus, hvor alle er til valg hvert andet år, så skal kun en tredjedel af senatorerne på valg denne gang, da de sidder seks år ad gangen.
Og ved dette midtvejsvalg ser valgkortet yderst svært ud for demokraterne og deres drømme om at få flertallet i Senatet.
For det første skal de vinde steder, hvor de normalt ikke har ret mange muligheder som Texas, Kansas, Alaska og Iowa. For det andet skal de samtidig holde fast i alle de sæder, de i forvejen sidder på.
Og det kan republikanerne lukrere på. For et par steder i USA er nogle normalt sikre demokratiske bastioner under pres.
»Lige nu kigger man meget på, hvad der sker i eksempelvis Texas, som kan blive vundet af en demokrat for første gang siden 1988,« siger Anders Agner og uddyber:
»Men en sejr i Texas kan vise sig at være ligegyldig for kontrollen af Senatet, hvis ikke Demokraterne holder deres sæder i normalt sikre steder som Michigan eller sågar Minnesota,« siger Anders Agner.
Midtvejsvalget finder sted 3. november. B.T. dækker det intenst før, under og efter.