Han er blevet kaldt the 'Godfather of A.I.' – den kunstige intelligens' gudfar – men nu er Geoffrey Hinton begyndt at fortryde meget af det arbejde, han har brugt et halvt århundrede på.
»Jeg trøster mig med den sædvanlige undskyldning: Hvis ikke jeg havde gjort det, var der en anden, der havde gjort det,« forsøger han sig.
Nu har den 75-årige pioner inden for arbejdet med kunstig intelligens ifølge The New York Times så sagt sit arbejde op efter at have arbejdet det seneste årti for Google.
Og i forbindelse med sit exit har han besluttet sig for også at sætte ord på sine bekymringer.
Geoffrey Hinton er således som mange andre eksperter inden for feltet bekymret for, at mennesket simpelthen ikke kan styre den udvikling, der for alvor er ved at tage fart.
Senest har ChatGPT taget verden med storm, og den 75-årige forsker frygter, at det allerede eskalerede kapløb mellem techgiganter som Microsoft, Google og mange andre vil komme ud af kontrol.
»Jeg tror ikke, at de skal opskalere yderligere, inden de ved, om de kan kontrollere det,« siger Geoffrey Hinton og nævner faktisk en frygt for, at filmklassikere som dræberrobotter og lignende skal blive til virkelighed:
»Tanken om, at det her rent faktisk skulle blive klogere end mennesker, var der ikke mange, der troede på. Mange troede, at det var helt uden for skiven, også mig. Jeg troede, at det lå 30-50 år ude i fremtiden. Det tror jeg ikke mere.«
Eller som Geoffrey Hinton også konstaterer om mennesket brug og misbrug af den kunstige intelligens.
»Det er svært at se, hvordan man kan forhindre folk med dårlige intentioner i at bruge det til noget dårligt,« siger manden, der tidligere har vundet Turing-prisen, som også kaldes it-branchens Nobelpris.

