Han var medlem af de amerikanske Navy SEAL-kommandoer, som dræbte Osama bin Laden. Og han pralede på Twitter af, at han ikke ville bruge den dumme ansigtsmaske på et fly fra Delta Airlines.

Det har kostet ham retten til at blive befordret med netop dette selskab, skriver New York Post.

»Jeg er netop blevet bandlyst fra @Delta for at poste et billede. Wow,« tweetede Robert O'Neill på 44 år i torsdags.

Det kommer, blot en dag efter han tweetede en smilende, maskeløs selfie fra sit sæde med overskriften 'Jeg er ikke nogen dukke'.

Der var især mange, der hæftede sig ved den anden mand på fotoet: En mand, der har en kasket fra US Marine Corps på – og som bar en ansigtsmaske.

Det tidligere medlem af SEAL Team Six tog senere fotoet ned igen fra Twitterkontoen – på sin kones direkte opfordring, hævder han.

Han påstår også, at han altid bærer maske. Tweeten var bare en joke, må man forstå.

»Det var ikke ment som nogen hentydning til Marinen bag ved mig. Jeg elsker Marinerne...,« skrev han i en ny tweet.

Flyselskabet Delta bekræfter, at O'Neill ikke længere er velkommen ombord.

»Hvis man ikke kan rette sig efter vores mandat om at bære masker, så kan det resultere i, at man ikke kan flyve med Delta for fremtiden,« siger Delta Airlines.

Robert O'Neill affyrede tre skud i hovedet på al Quedas leder, under raidet i maj måned 2011 i hans pakistanske skjulested.