Hamas erklærer sig klar til at frigive alle israelske gidsler som led i en nylig amerikansk fredsplan og vil forhandle nærmere om detaljerne.

Det fremgår fredag af en udtalelse fra den militante palæstinensiske gruppe, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De nærmere detaljer og betingelser i udmeldingen fra Hamas fremgår ikke umiddelbart.

Hamas' udmelding gælder både de døde og levende gidsler.

Gruppen signalerer ifølge Reuters, at den er klar til med det samme at indgå i forhandlinger, som skal foregå gennem mæglere.

Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, tidligere på ugen præsenterede en plan på 20 punkter for fred i Gaza.

Fredag sagde han, at Hamas har til søndag klokken 18.00 Washington D.C.-tid til at give et svar.

Endnu har han ikke reageret på fredagens Hamas-melding, og det står således ikke klart, om Hamas' svar lever op til Trumps deadline.

- Hvis denne aftale, som er sidste chance, ikke indgås, så vil et helvede, som ingen nogensinde har set før, bryde løs mod Hamas, skrev Trump tidligere fredag på Truth Social.

Fredsplanen på 20 punkter omfatter blandt andet, at Hamas ikke må være en del af en fremtidig regering i Gaza. Al militær infrastruktur skal ødelægges.

Aftalen indeholder også amnesti til Hamas-medlemmer, "der forpligter sig til fredelig sameksistens" og til at lægge deres våben.

Israel begyndte sin offensiv mod Gaza efter den 7. oktober 2023, hvor Hamas førte an i et angreb mod Israel, der kostede 1200 mennesker livet, mens 251 gidsler blev taget med til Gaza ifølge israelske tal.

Israel siger ifølge Reuters, at der er 48 gidsler tilbage i Gaza. Heraf menes 20 at være i live.

/ritzau/