Forhandlere fra Hamas og Israel har udvekslet lister over fanger og gidsler, der vil blive frigivet, hvis der opnås en aftale under de igangværende våbenhvileforhandlinger i Egypten.
Det oplyser Taher al-Nounou, en ledende Hamas-embedsmand, ifølge Reuters.
Han tilføjer, at Hamas er optimistiske i forhold til at nå til enighed om en aftale, og at de nuværende forhandlinger fokuserer på mekanismer til at standse konflikten, tilbagetrækning af israelske styrker fra Gaza samt fangeudvekslingsaftalen.
Forhandlingerne i Egypten sker med udgangspunkt i USA's præsident Donald Trumps plan for fred i Gaza.
Hvornår den første fase af planen eventuelt vil blive implementeret, er indtil videre ikke aftalt, siger en palæstinensisk kilde med indsigt i forhandlingerne til Reuters.
Forhandlingerne finder sted i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh og begyndte dagen før toårsdagen for Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, som udløste den israelske krig i Gaza.
USA's præsident, Donald Trump, har fremlagt en plan på 20 punkter, som skal føre til fred i Gaza.
Dens første fase handler om løsladelse af de tilbageværende gidsler i Gaza og løsladelse af fængslede palæstinensere i Israel.
Trump har sendt to udsendinge til Egypten for at deltage i forhandlingerne. Det drejer sig om hans svigersøn Jared Kushner og USA's særlige udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff.
Søndag ankom Khalil al-Hayya, som er chefforhandler for Hamas, til Egypten sammen med en delegation, mens Israels delegation først mandag rejste til Sharm el-Sheikh.
Der er 48 gidsler - både levende og døde - tilbage i Gaza. Af dem menes 20 stadig at være i live.
/ritzau/