I Paris svæver tåregassen gennem gaderne, når tusinder af demonstranter lørdag aften støder sammen med politiet.

Den franske hovedstad har i snart flere uger været præget af voldsomme protester mod stigende leveomkostninger.

Ifølge Le Parisien har politiet brugt tåregas mod grupper af demonstranter, der kaster sten mod politiet. Billeder fra hovedstaden viser desuden politi, der får kastet kanonslag og fyrværkeri mod sig.

Frankrigs indenrigsministerium har anslået, at omkring 70.000 mennesker har deltaget i demonstrationer i hovedstaden, som beskrives at have forløbet overvejende fredeligt.

Trods voldsomme billeder fra Paris' gader deles det indtryk af danske Andreas Nellemann, der er bosat i Paris:

I Paris er fem personer ifølge Le Parisien blevet anholdt for at kaste kanonslag mod politiet.  Foto: Ed Jones/AFP/Ritzau Scanpix

»Man kan især mærke, at demonstrationerne har været voldsomme. Det fylder stadig meget i tv og på sociale medier. Mit indtryk er, at voldsomheden har lagt sig lidt,« siger den 21-årige dansker fra Paris.

Andreas Nellemann studerer til daglig på universitetet. Men det har været lukket siden demonstrationerne brød ud for godt to uger siden.

»Mit indtryk er, at de studerende er meget solidariske, og derfor er det også mange der deltager i demonstrationerne,« siger han.

Det er også de franske fagforeninger og protestbevægelser – De Gule Veste – og studerende fra gymnasier og universiteter, der lørdag har indkaldt til demonstrationer lørdag.

Mens demonstrationerne startede med at være mod stigende leveomkostninger har flere også protesteret mod politiet voldsomme håndtering. Foto: Firas Abdullah/EPA/Ritzau Scanpix

Når Andreas Nellemann de seneste uger er gået gennem Paris, har hærværk og udbrændte biler ikke været et uvant syn.

»Den dag, demonstrationerne startede, var det meget mærkbart. Selv inde i den gamle bydel omkring Louvre, var der trykket stemning. Der kunne jeg mærke, at jeg skulle passe på,« siger han.

Han har dog ingen bekymringer inden han lørdag aften bevæger sig ud i Paris' gader.

»Jeg ville ikke tænke over det nu. Men den 17. oktober ville jeg have været meget påpasselig, hvor jeg gik,« siger han.

Andreas Nellemann tog dette billede den 19. oktober - to dage efter demonstrationerne begyndte. Foto: Privat

På landsplan har der ifølge ministeriet været over 300.000 demonstranter. Politiet har i forbindelse med optøjerne lørdag anholdt 290 personer, skriver AFP.

B.T. talte forud for weekenden med danske Peter Munch Andersen, der ejer en butik i Paris. Han fortæller, at han har forberedt sig på optøjerne.

Læs mere om det HER.