En hyggelig dag på stranden blev pludselig forvandlet til gyserklassikeren 'Dødens gab' for en masse badegæster i Spanien.

En knap to meter lang haj viste sig pludselig i vandet i mandags, og alle badegæsterne blev hurtigt beordret op af vandet. Det skriver The Sun.

Det var strandens livreddere, der pludselig spottede en kæmpehaj i vandet. Og netop den type haj er blevet knyttet til flere hajangreb på mennesker og både.

Det var en makohaj, der lige nu er truet af Den Internationale Naturkonvention. En haj, der normalt ikke angriber, men som er i stand til at dræbe, hvis den vil.

Makohajerne er kendt som nogle af de hurtigste hajer, der endda med sin fart kan hoppe op over vandoverfladen.

Typiske angreb fra makohajer sker i forbindelse med, at hajen bliver irriteret over at have bidt sig fast i en fiskekrog.

Den omtalte haj havde vist sig på stranden Zahara de los Atunes i området Costa de la Luz.

Kystvagterne formåede at lede hajen væk, og stranden åbnede igen.