Næsen på et Delta Air Lines fly blev voldsomt ødelagt, da det mandag blev ramt af hagl under landingen.
Flyet, der fløj fra Florida, skulle lande 16.02 lokal tid i La Guardia i New York, da det kort før landing endte i en kraftig haglstorm.
Det voldsomme vejr medførte problemer med navigationssystemet, og derfor valgte piloterne at nødlande i nærmeste lufthavn, hvilket var JFK-lufthavnen i New York.
Det skriver The Aviation Herald ifølge Check-IN.dk.
Og ved landingen var det da også tydeligt at se, hvor voldsomt haglstormen havde været.
Flyets næse - dets såkaldte radarskjold - var i hvert fald blevet så beskadiget, at den var trykket massivt ind, mens malingen var misfarvet.
Ifølge Check-IN.dk er radarskjoldet som oftest lavet af fiberforstærket plast og er beskyttet med en speciel maling.
Skjoldet er designet til at modstå ekstreme temperaturer og til at beskytte mod fugle, hagl og regn, men stormen mandag var altså for voldsom, hvilket højst sandsynligt var årsag til, at navigationssystemet gik i udu.
Ifølge Simple Flying oplevede flere borgere i New York da også hagl på størrelse med golfbolde mandag eftermiddag.
Ingen kom til skade som følge af hændelsen.