Milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagen fra Norge har i næste uge været forsvundet i et helt år.

Alligevel er det en sag, der fylder meget i de internationale medier, mens det norske politi stadig bruger mange ressourcer på at efterforske den.

Og nu mener politiet at have fundet nye spor, der viser, at planlægningen af bortførelsen af Hagen startede et halvt år, inden hun blev kidnappet. Det skriver Dagbladet.

Gerningsmændene krævede i forbindelse med kidnapningen en løsesum på cirka 65 millioner kroner gennem et brev, der blev fundet i Hagens hjem, og det er herfra, at politiet har de mest konkrete spor.

Anne-Elisabeth Hagen har i næste uge været forsvundet i et år.
Anne-Elisabeth Hagen har i næste uge været forsvundet i et år. Foto: HANDOUT
Vis mere

Det fortæller politiinspektør Tommy Brøske til Dagbladet.

»Gennem undersøgelser af brevet har vi fundet, hvad vi mener er forberedende handlinger tilbage fra den tidlige sommer 2018,« siger han til avisen.

Gerningsmændene krævede, at de 65 millioner kroner skulle udbetales i kryptovaluta.

Brøske tilføjer, at de arbejder ud fra en hypotese om, at der er sket et drab, men de kan ikke udelukke, at penge har været en del af motivet.

Ifølge Dagbladet er der også andre tegn på, at gerningsmændene har planlagt kidnapningen af Hagen meget nøje.

Det er blandt andet indkøb af strips, brevpapir, sko og konvolut.

Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen, og det var ham, der opdagede, hun var væk, for efterhånden et år siden, da han kom hjem, uden hun var der.

Hun forsvandt helt præcist 31. oktober 2018.