Hvis der er to, der bryder sig meget, meget lidt om hinanden i amerikansk politik … så er det Donald Trump og Nancy Pelosi.
Og det er igen piblet frem, efter at sidstnævnte har meddelt, at hun ikke genopstiller til Kongressen – og altså dermed snart siger stop efter årtiers offentlig tjeneste.

Det fik ifølge ABC News den amerikanske præsident til at komme med følgende svada:
»Jeg er glad for, at hun går på pension,« sagde Donald Trump natten til fredag, da han blev spurgt ind til den demokratiske toppolitikers farvel.
»Jeg synes, at hun gør landet en stor tjeneste ved at gå på pension,« uddybede Trump.
Derefter blev hans svada mod Pelosi personlig. Se det her:
»Jeg synes, at hun har været en enorm byrde for landet. Hun har været en ond kvinde, der har gjort et dårligt stykke arbejde og har kostet landet mange penge i skader og omdømme. Jeg synes, at hun har været forfærdelig.«
Det var ikke mindst i hans første præsidentperiode, at Donald Trump og Nancy Pelosi kom på kant med hinanden.
Hun havde dengang den fremtrædende post som formand for Repræsentanternes Hus.
Og politikeren fra San Francisco holder sig heller ikke tilbage i sit seneste interview med CNN. Se her:
For her har hun følgende beskrivelse af den siddende præsident:
»Han er en ond skabning, den værste ting på Jordens overflade,« lyder det fra Nancy Pelosi, der kom med følgende begrundelse for sin skarpe holdning:
»Han er præsident for USA, og han respekterer ikke USAs forfatning, han har gjort højesteretten til en domstol ude af kontrol, og han har reelt afskaffet Repræsentanternes Hus.«
Nancy Pelosi har siddet i Repræsentanternes Hus siden 1987. Hendes sidste embedsperiode udløber i begyndelsen af 2027.

