En hackergruppe har stjålet store mængder data og billeder af kunder, der har været under kniven for at få foretaget plastikkirurgisk behandling hos virksomheden The Hospital Group

Det er hackergruppen REvil, der står bag cyberangrebet, og de truer nu med at offentliggøre billederne, skriver engelske BBC.

På hackergruppens hjemmeside skriver REvil, at det er intime billeder af kunder, og at billederne ikke er noget kønt syn.

The Hospital Group, der er Englands største private virksomhed, som tilbyder plastikkirugisk behandling, har bekræftet, at de har været udsat for et cyberangreb:

»Vi kan bekræfte, at vores it-systemer har været udsat for et sikkerhedsbrud. Hackerne har ikke fået adgang til nogen af vores kunders kreditkortoplysninger, men vi kan forstå, at visse af vores patienters personlige data er blevet tilgået,« skriver The Hospital Group i en pressemeddelelse.

Der er angiveligt tale om billeder, der tilsammen fylder mere end 900 gigabytes, og virksomheden har i årevis udmærket sig ved at lokke mange kendisser til. Derfor er det ikke blot ganske almindelige og anonyme englændere, der risikerer at få private billeder lækket.

Flere kendte, bl.a. sangerinden Kerry Katona og skuespilleren Tina Malone, har været kunder på klinikken.

Virksomheden oplyser, at de allerede har underrettet deres kunder.

Cyberangreb af denne kaliber er set flere gange den seneste tid, men myndighederne fraråder de ramte at betale løssummen, som hackerne kræver, da det blot vil være benzin på bålet.

Sikkerhedsfirmaet Emsisoft estimerer, at denne form for cyberkriminalitet har sikret hackere verden over svimlende 1.500 milliarder kroner i 2020 alene. REvil er en af de hackergruppe, der har tilraget sig allerflest penge.

For The Hospital Group er det en ærgerlig slutning på et ellers godt år, hvor de har oplevet en stigning på 25 procent i ønskede operationer blandt kunder.