Hackere lammede Europa: De havde hjælp indefra
En ekspert er sikker på, at hackerne fik hjælp fra nogen i branchen.

En ekspert er sikker på, at hackerne fik hjælp fra nogen i branchen.

Mandag ramte et regulært chok flere steder i Europa.
Køleskabe og frysere var nemlig blevet hacket i supermarkeder i flere europæiske lande, ligesom fem danske virksomheder også var været ramt af hackerangreb.
En ekspert fortæller nu til det svenske medie Aftonbladet, at hackerne må have fået information fra nogen med kendskab til kølesystemer.
»Man kan ikke bare finde på sådan noget. Nogen må have fortalt hackerne, at disse systemer findes, at de er placeret på disse IP-adresser, og at de kan gøre det her,« siger eksperten Jonas Hagman til mediet.
Hagman bemærker også, at der er langt vigtigere ting at hacke end køleanlæg, hvis man vil angribe og ødelægge et land.
Han slår også fast, at særligt ældre ejendomme er sårbare over for denne type angreb.
Her er de gamle systemer med køleanlæg direkte forbundet med internettet, hvilket gør det nemt at hacke dem.
I Belgien blev mere end 60 butikker over hele landet ramt, hvilket resulterede i store tab af madvarer.
I oktober blev hundredvis af franske frysere udsat for et cyberangreb, skriver det norske erhvervsmedie E24.
Hackere fik her kontrol over software, der kan styre temperaturen på hvidevarer, lyder det.
Og det førte altså til brande og til, at madvarer for flere millioner euro skulle smides ud.