Lederne i Europa har læst USA helt forkert gennem et langt stykke tid.

Derfor står vi nu i en historisk krise mellem Donald Trumps USA og Europa. Men måske er det på tide med et farvel – hvis ikke det allerede er kommet, lyder dommen.

»Fra europæisk side har man fejlanalyseret USA i et stykke tid.«

Ordene kommer fra Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Anders Vistisen.

Gennem snart flere dage har EU og Europa fået enorme verbale slag.

Først skete det for alvor, da USAs nationale sikkerhedsstrategi udkom fredag 5. december.

Stemningen mellem Donald Trumps regering og Europa har gennem et længere stykke tid været på vej i en skidt retning. Vi europæere har bare ikke set det, lyder kritikken.
Stemningen mellem Donald Trumps regering og Europa har gennem et længere stykke tid været på vej i en skidt retning. Vi europæere har bare ikke set det, lyder kritikken. Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix

Her kunne man blandt andet læse, at der er ved at finde en 'sletning' af civilisationen i Europa sted.

For ringe håndtering af indvandring, dårlig økonomi, for meget regulering og for lidt fokus på eget forsvar, var en række af årsagerne til, at man fra den amerikanske regerings side mener, der skal handles nu, hvis Europa skal reddes, inden det er for sent.

»Fra EU har man nok tænkt, at der ikke skete så meget under Trumps første tid som præsident, så denne gang kunne man holde den samme kurs. Men det har vist sig ikke at holde stik,« siger Anders Vistisen.

Det er dog ikke kun fra Donald Trump og den amerikanske regerings side, at kritikken rammer EU hårdt.

Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti mener, at Europa har lavet den forkerte analyse af Donald Trumps USA.
Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti mener, at Europa har lavet den forkerte analyse af Donald Trumps USA. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Også fredag 5. december landede nyheden om, at EU pålægger det amerikanske sociale medie X en bøde på omkring 900 millioner kroner.

Det har fået ejeren af X, verdens rigeste mand Elon Musk, til at sammenligne EU med nazister og kræve unionen opløst på sit eget sociale medie.

I virkeligheden er splittelsen mellem EU og USA efterhånden så stor, uenighederne så markante, at vi bør se nærmere på det fremtidige sammenhold over Atlanten.

Det siger professor i statskundskab på Københavns Universitet Marlene Wind.

Professor Marlene Wind.
Professor Marlene Wind. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

»Europa er nødt til at ranke ryggen. Vi kan ikke blive ved med at snakke Trump efter munden, for Europa bliver alligevel ikke taget med – det ser vi i forbindelse med forhandlingerne om Ukraine,« siger hun og uddyber:

»Vi må tage konsekvensen. Vi skal ikke være bange for, at USA forlader os. Det har de allerede gjort.«