Fredag 5. november var Guy-Fawkes-aften i England. Måske du, kære læser, her vil udbryde: Hvem f…. er Guy Fawkes?' Men du kender ham udmærket. Eller I hvert fald hans maske.
Det var nemlig den, der blev brugt i den populære film 'V for Vendetta'. Det er en maske, der paradoksalt nok er blevet den maskerede venstrefløjs foretrukne, når de vil gemme sig ved store demonstrationer.
Paradoksalt, fordi Guy Fawkes var en antidemokratisk katolik, hvis formål var at få indført sin tro som statsreligion – og som, før han forsøgte at sprænge det britiske parlament i luften i 1605, var en koldblodig spansk lejesoldat.
Jeg vil tro, at det eneste, det alleryderste venstre har til fælles med Guy Fawkes, er lysten til at sprænge noget i stykker – allerhelst et parlament.
Fredag var luften i London vanen tro tung af røgen fra bål og fyrværkeri. Traditionelt hylder briterne, at det lykkedes at forhindre det, der ville have været det største terrorangreb på London nogensinde. Guy Fawkes var skurken i denne fortælling. Men pudsigt nok er han nu blevet et symbol på opstand mod systemet.
Yderfløje
Ved antiglobaliseringsdemonstrationer og lignende bærer mange demonstranter Guy-Fawkes-masker. De har formodentlig ikke gjort sig umagen med at tjekke, hvem manden egentlig var, men har i stedet godtaget det Hollywood-de-hader's udlægning af ham.
Lysten til bål i gaderne og overfald på parlamenter deler det revolutionære venstre som bekendt med det yderste højre i USA. Stormen på kongressen 6. januar har endnu ikke resulteret i heltedannelser – men ingen skal udelukke, at den nok så omtalte shaman ikke på et tidspunkt bliver til en heltefigur, der hænges op på teenageværelser og tatoveres på solbrændte unge arme – som en højrefløjens pendant til Che Guevara.
Lysten til at tænde bål i gaderne er udbredt på begge yderfløje. Før det tyske valg overværede jeg en konfrontation mellem Alternative Für Deutschland-tilhængere og antifascister Berlin. Det var svært at afgøre, hvem der var mest usympatiske. Men i det mindste truede AfDs tilhængere ikke B.T.s udsendte med tæsk, hvis jeg filmede dem.
Cop 26
Lige nu er der klimakamp i Glasgow. Det er prisværdigt, ja, måske ligefrem heltemodigt, at så mange mennesker bruger deres tid på at forsøge at hjælpe med at redde verden. Langt, langt flertallet af disse klimaaktivister er heldigvis ordentlige mennesker, der bare gerne vil gøre en forskel. Men selv blandt de grønne er der dem, der mener sig udstyret med en særlig ret til at gøre, hvad de vil i den gode sags navn.
De grønne er heldigvis som udgangspunkt ikke voldelige, men også de er selvudnævnte bærere af en hellig flamme – en tro på, at deres sag giver dem helt særlige rettigheder, og så er langt de fleste af dem i øvrigt hvide og privilegerede.
En sort britisk journalist deltog for nylig i en klimademo, hvor det indre London blev forsøgt spærret af. Han noterede sig hurtigt, at han var den eneste farvede blandt de mange deltagere. Han søgte med lys og lygte efter en anden som ham selv, og da han endelig fandt en anden sort deltager, nærmest løb han ham i møde for at interviewe ham. Blot for at finde ud af, at den eneste anden sorte mand ved demoen også var en journalist på udkig efter en demonstrant, der ikke tilhørte den veluddannede, hvide middelklasse.
Er det i øvrigt ikke bizart, at den 18-årige Greta Tunberg fortsat er klimabevægelsens skytsengel? Dette er jo netop en sag, der betror på tusinder af dygtige videnskabsfolks saglige advarsler. Hvorfor er spydspidsen for denne bevægelse fortsat en 18-årig Jeanne d'Arc-agtig figur, der må da være masser af dybt saglige, fremragende formidlere?
Den kommende uge i Glasgow er uomtvistelig vigtig for den verden, vi og vores børn og børnebørn skal leve i. Lad os håbe på fred og forståelse og en brugbar aftale og hylde alle dem, der bruger deres tid på saglig aktivisme i klimaets navn – og lader tændstikkerne blive på kaminhylden.
