Gunhild Stordalen fortryder her bagefter, at hun overhovedet kastede sig ud i det store rejseprojekt.

»Jeg måtte stoppe taxaen på vej ind til foredraget for at kaste op. Det var et mareridt,« fortæller hun til Dagbladet.

Den norske klimaktivist gjorde det ellers i en grøn sags tjeneste. Hun valgte at tage toget fra Oslo til Glasgow for at komme til det igangværende klimatopmøde, COP26, frem for at gøre det nemme og hoppe på et fly.

Der skulle med andre ord spares på klimaaftrykket. I stedet blev det en tur, hun aldrig kommer til at glemme. Af alle de forkerte grunde.

For rejsen fra hendes norske hjem til den skotske storby endte med at vare næsten 78 timer. Havde hun taget flyet, ville den samlede rejsetid fra bopælen have været seks timer.

»Det kan ikke være sådan her, hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne,« som Gunhild Stordalen også skriver på Instagram.

For se lige her, hvordan hendes regnestykke for turen ser ud:

  • Togturen tog altså knap 13 gange så lang tid som en flytur.

  • Togturen kostede fem gange så meget som en flytur.

  • Togturen tog fire-fem timer at booke på fem forskellige hjemmesider, en flybooking tager normalt få minutter på et enkelt website.

Samtidig ankom Gunhild Stordalen til Glasgow med hold i nakken og uden at have fået særligt meget søvn. Hun havde undervejs kørt med otte forskellige tog og havde haft timer med ventetid på forskellige stationer.

Efterfølgende har hun fået beregnet, hvor stor klimabesparelsen endte med at blive ved at tage toget i stedet for flyet. Resultatet lød, at der efter alt at dømme ikke var sparet noget som helt. Og så er de to overnatning undervejs endda slet ikke regnet med.

»Og jeg kom til Glasgow helt udslidt. Havde jeg vist, hvad jeg gik ind til, havde jeg ikke gjort det. Hele Cop-ugen var ved at blive ødelagt for mig af den grund. Det var sundhedsskadeligt, intet mindre,« siger Gunhild Stordalen, der opfordrer til et mere overskueligt og fælleseuropæisk togsystem.

Fredag tager hun igen hem til Norge. Denne gang bliver det ikke med tog.

»Jeg kommer til at toget så meget som muligt fremover, og jeg vil kun flyve i forbindelse med nødvendige rejser med jobbet. Men ja, jeg flyver hjem,« siger Gunhild Stordalen.

Herunder kan du se hele Gunhild Stordalens Instagram opslag om togturen fra Oslo til Glasgow: