Mange af os har prøvet at glemme noget i et tog. En handske, et sæt høretelefoner eller måske en telefon.

Dog er det nok de færreste, der har formået at glemme en større mængde guld.

Ikke desto mindre er det ifølge BBC lige præcis, hvad der er sket for en - enormt glemsom - togpassager i Schweiz.

En bunke guld til en værdi af intet mindre end 152.000 euro svarende til mere end en million danske kroner blev tilbage i oktober sidste år efterladt i et tog mellem St. Gallen og Lucerne.

Lige siden har de Schweiziske myndigheder søgt forgæves efter ejeren.

Derfor er de nu gået ud med en offentlig efterlysning.

Ejeren har fem år til at gøre krav på den store, værdifulde mængde guld. Hvordan myndighederne vil verificerer ejerskabet, melder historien ikke noget om.

Ligeledes vides det ikke, hvem der fandt guldet i togvognen og indleverede det til politiet.