Priserne på guld og sølv har mandag nået et rekordhøjt niveau, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med told på Danmark og en række europæiske lande på grund af Grønland.
Guld er i den asiatiske handel mandag blevet solgt for godt 4690 dollar per ounce, mens sølv er blevet solgt for 94,12 dollar per ounce.
Trump ønsker at overtage Grønland på grund af national sikkerhed. Han har midt i striden om Grønland truet med ti procent told på Danmark og syv andre europæiske lande fra 1. februar, hvilket har udløst frygt for en handelskrig.
Trump vil straffe Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland med told, som vil stige til 25 procent fra 1. juni, hvis landene ikke går med til en amerikansk overtagelse af Grønland.
En ounce, som bruges til at angive vægt ved salg af ædelmetaller, er cirka 31 gram.
Investorer søger især mod guld og sølv i perioder præget af geopolitisk uro og uforudsigelighed på aktiemarkederne.
De fleste aktiemarkeder i Asien har reageret med fald på børserne efter Trumps seneste toldtrussel.
EU-landene har siden Trumps melding om straftold overvejet et fælles modsvar, og der har søndag været hasteindkaldt til et møde blandt EU-ambassadørerne.
EU-præsident António Costa vil indkalde til et ekstraordinært topmøde i Det Europæiske Råd i de kommende dage på grund af de "seneste spændinger om Grønland".
EU-lande overvejer ifølge mediet Financial Times at lægge told for i alt 93 milliarder euro på amerikanske varer som modsvar til Trumps trusler.
De 93 milliarder euro svarer til knap 700 milliarder kroner.
Det er også en mulighed at mindske amerikanske virksomheders adgang til EU-markedet, skriver mediet.
/ritzau/AFP
