Mindst fem mennesker har indtil videre mistet livet i Guinea under det første ebolaudbrud i landet siden 2016.

Myndighederne i det vestafrikanske land Guinea begynder tirsdag at vaccinere befolkningen mod et nyt udbrud af den dødelige virus ebola.

Det sker med en dags forsinkelse, efter at et fly fra Europa med mere end 11.000 vacciner ikke kunne lande i Guineas hovedstad, Conakry, i weekenden som planlagt på grund af en sandstorm.

Mandag aften lokal tid lykkedes det dog et særligt fly at lande i hovedstaden med de mange vacciner ifølge AFP's korrespondent i landet, og derfor kan vaccineudrulningen nu gå i gang.

Sundhedsmyndighederne oplyser, at mange af doserne skal sendes direkte til byen Nzérékoré.

Byen er hovedstad i den sydøstlige region af samme navn, hvor fem mennesker for nylig døde på grund af ebola.

Det første offer var en 51-årig sygeplejerske, der døde i januar. Efterfølgende døde også to af hendes brødre efter at have deltaget i begravelsen. To andre er også døde, mens mindst fire er blevet bekræftet smittede.

Myndighederne erklærede sidste weekend, at der officielt er tale om et ebolaudbrud.

Udbruddet er det første i regionen, siden 11.300 smittede personer døde, da ebola hærgede i Vestafrika fra 2013 til 2016. Her blev særligt de tre lande Guinea, Liberia og Sierra Leone hårdt ramt.

Efter udbruddet i Guinea er ebola-virusset også dukket op igen i Den Demokratiske Republik Congo.

Her oplyste myndighederne søndag, at mindst fire personer er døde efter at være blevet smittet.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har en dødelig udgang. Virusset smitter ved tæt kontakt med syge menneskers kropsvæsker.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meldte i sidste uge ud, at den holder skarpt øje med situationen og alle mulige, nye ebolaudbrud.

Efter planen ankommer yderligere 8700 vaccinedoser til Guinea fra USA onsdag.

/ritzau/AFP