Et virkeligt mareridt har udspillet sig for en blot 11-årig pige i Muskogee, USA, efter hun blev tvunget til at føde et barn uden lægehjælp.

Begge pigens forældre er nu dømt i den grusomme sag.

Det skriver The Independent.

Faren til datterens barn, som kom til verden i august sidste år, er den 11-åriges egen far, lyder det i retsdokumenter.

Nu har en dommer i delstaten Oklahoma idømt moderen, 34-årige Cherie Walker, livsvarigt fængsel for alvorlig vanrøgt og seksuel mishandling af datteren.

Ifølge dommen tvang moderen den 11-årige pige til at gennemføre fødslen alene.

Her ses den 11-åriges far, Dustin Walker. Foto: Muskogee County Sheriff's Office

Også faderen, Dustin Walker på 35 år, er tidligere i år blevet dømt i sagen, hvor han erklærede sig skyldig i ét tilfælde af seksuelt misbrug af et barn under 12 år, samt seks tilfælde af omsorgssvigt.

Efterforskningen af den uhyggelig sag peger på, at den 11-årige pige ikke havde set en læge i mere end et år før, hun fødte. Flere vidner beskriver desuden, at hun modtog hjemmeundervisning, hvorfor hun ikke gik i skole.

Ifølge en nabo til den 11-årige, boede der seks børn i hjemmet hos de nu dømte forældre.

Den 11-årige pige og hendes søskende er blevet fjernet fra hjemmet efter de første anholdelser.