Mens 12 thailandske drenge og deres 25-årige fodboldtræner sidder i bælgmørke dybt nede under jorden, så kigger de thailandske myndigheder og redningsfolk bekymret mod himlen. I det nordlige Thailand ved Tham Luang grotterne står monsun-sæsonen nemlig overfor at skulle begynde. Det kan meget vel betyde forskellen på liv og død for drengene, som allerede har siddet indespærret i mørket i 14 dage.

Det thailandske drengefodboldhold gik ned i grotterne for to uger siden, men blev overrasket af et voldsomt regnskyl. Regnen betød, at dele af grotterne blev oversvømmet, og drengene blev afskåret fra omverdenen. De blev først fundet i live efter 11 dage.

Når den kraftige monsun-regn begynder - angiveligt i løbet af tre til fire dage - så vil vandstanden i grotterne stige uden udsigt til at falde igen før oktober. Måske først til januar. Det kan gøre det umuligt at redde drengene.

Derfor kæmper de thailandske myndigheder en grusom kamp mod tiden for at udtænke en bæredygtig plan, så drengene kan komme ud til deres familier, der sidder knuget af sorg og længsel udenfor grotterne.

HANDOUT

Myndighederne har blandt andet forsøgt at bore huller mange hundrede meter ned i klippen.

Men selvom dykkere er nået ind til drengene via det naturlige grottesystem, så er det ikke lykkedes at ramme det rigtige sted med boret endnu.

Man er også ved at forsøge at tømme vandet ud af grotterne, så drengene i teorien til sidst ville kunne gå ud ud af hulerne på samme måde, som de kom ind.

Men det har vist sig at tage længere tid, end man regnede med til trods for, at monsun-sæsonen har været usædvanlig tør indtil nu.

YE AUNG THU

En tredje løsning, som ser ud til at være den mest sandsynlige lige nu, går ud på at lade professionelle dykkere eskortere drengene ud en efter en.

Problemet er, at drengene ikke kan svømme.

Det er først i de seneste dage, at amerikanske og thailandske dykkere har undervist dem i, hvordan man bruger dykkerudstyr. Selve ruten ind i hulerne er også smal og ufremkommelig. Grotternes klippevægge er skarpe og spidse. Sammenholdt med at ruten ud står under mudret vand flere steder, så virker det som en næsten umulig opgave at få de svækkede drenge ud.

Sakchai Lalit

Det har også skabt store bekymringer i Thailand, at den tidligere thailandske frømand og marinesoldat Saman Kunan fredag døde af iltmangel, da han forsøgte at komme ud af den rute, som også de 12 fodbolddrenge skal ud. For hvis det kan gå galt for ham, hvordan skal det så ikke gå de svækkede drenge, hvor flere af dem sandsynligvis er underernærede og syge.

SOE ZEYA TUN

Men noget må gøres. Om få døgn kan alt håb være ude.

Stiger vandstanden kan det ikke alene umuliggøre flugt fra grotten, men den sandbanke, som drengene og deres træner sidder på kan også erodere. Det er ikke sikkert, at den kan holde til både drengene og de stigende vandmasser.

SOE ZEYA TUN