'At nulstille'. 

Fire russiske soldater afslører nu rædslerne og brutaliteten under forholdene på deres side af frontlinjerne i Ukraine – og hvad de ellers uskyldige ord 'at nulstille' her dækker over.

I BBC-dokumentarfilmen, The Zero Line: Inside Russia's War, fortæller de fire russiske soldater om skyhøje tabstal, selvmordsangreb, uhyggelig tortur – og 'at nulstille'.

Noget to af dem hævder at have set med deres egne øjne:

Nemlig at soldater bliver henrettet på stedet af deres kommandører for at nægte ordrer.

En af dem betegner det som værende 'helt normalt'.

Så normalt, at henrettelserne blandt de russiske soldater har fået sit eget udtryk 'zeroing', der nok bedst oversættes til netop 'at nulstille', og er et udtryk, der også bruges i gamerverdenen, når spillerens karakter i et spil dør og man mister alle sine optjente point, våben eller lignende.

»Jeg kendte dem,« siger en af soldaterne, som hævder, han så fire af sine kammerater blive henrettet.

Putin overrækker en hæder til oberstløjtnant Nikolaj Netesov 23. februar. Virkeligheden ved fronten i Ukraine er ifølge nye vidnesbyrd fra tidligere soldater grusom – blandt andet på grund af de russiske kommandørers brutale ageren.
Putin overrækker en hæder til oberstløjtnant Nikolaj Netesov 23. februar. Virkeligheden ved fronten i Ukraine er ifølge nye vidnesbyrd fra tidligere soldater grusom – blandt andet på grund af de russiske kommandørers brutale ageren. Foto: Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg husker, at en af dem skreg: 'Skyd ikke, jeg vil gøre hvad som helst!',« tilføjer den nu tidligere soldat, der ligesom de tre andre, der står frem i BBC-dokumentaren, er flygtet fra fronten og den russiske hær. 

Bønnen fra den tryglende soldat blev ikke hørt. Umiddelbart efter trykkede kommandøren på aftrækkeren, lyder den hårrejsende beretning.

En af soldaterne fortæller i The Zero Line: Inside Russia's War, at han så 20 andre russiske soldater i en grav, efter at de var blevet 'nulstillet'.

Andre blev ifølge dokumentaren udsat for grusom tortur for at nægte at deltage i angreb langs frontlinjen, der af soldaterne beskrives som værende grænsende til selvmordsmissioner.

Ifølge en af de soldater, som står frem i dokumentaren, blev mænd, der nægtede at deltage i det, soldaterne selv kalder 'kødstorme' mod de ukrainske stillinger, eksempelvis sultet, urineret på eller udsat for voldsomme strømstød – hvorefter de blev tvunget til at deltage i nye 'kødstorme'.

Som ubevæbnede.

En af soldaterne viser detaljerede lister over tabstallene i den deling på 79 mænd, han blev mobiliseret med. Af listerne fremgår det, at han er den eneste af dem, som stadig er i live.

Den russiske regering oplyser til BBC, at landets væbnede styrker »opererer med den største tilbageholdenhed, så vidt det er muligt under betingelserne for en højintensiv konflikt, og behandler deres personale med største omhu«.

»Oplysninger om påståede overtrædelser og forbrydelser er behørigt undersøgt,« lyder det videre fra den russiske regering, som hævder, at den ikke har været i stand til at verificere nøjagtigheden eller ægtheden af oplysningerne, de fire tidligere soldater kommer med i BBC-dokumentaren.

Rusland hemmeligholder sine tabstal i krigen, men ifølge det britiske forsvarsministerium er mere end 1,2 millioner russiske soldater blevet dræbt eller såret siden den russiske præsident, Vladimir Putin, indledte invasionen af Ukraine i fuld skala den 24. februar 2022.

Du kan følge udviklingen i krigen, fredsforhandlingerne og andre store dagsordner i international storpolitik i vores liveblog, som du finder lige HER.