Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani, der med sine knap to årtier som emir var afgørende for udviklingen af det moderne Qatar, er død.

Han blev 74 år.

Det oplyser regeringen i Qatar.

Den tidligere emir, der blandt andet grundlagde den nu verdenskendte tv-kanal Al Jazeera i 1996, døde søndag morgen.

Der oplyses ingen dødsårsag.

Han var emir fra 1995 til 2013. Det var en periode, hvor Qatar oplevede stor økonomisk vækst og markerede sig som en stadig mere fremtrædende politisk og diplomatisk magt.

Det var også i den periode, at Qatar vandt kampen om at blive vært for VM i fodbold i 2022. En begivenhed, der blev genstand for omfattende debat, blandt andet på grund af migrantarbejderes vilkår.

Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani var også arkitekten bag Qatars udvikling af landets naturgasreserver.

Netop det har gjort landet med omkring tre millioner indbyggere - langt størstedelen udenlandske arbejdere - til en af verdens største eksportører og har dannet grundlag for Qatars enorme rigdom.

Hamad bin Khalifa al-Thani blev emir i 1995 ved et ublodigt kup.

Mens hans far var bortrejst til Schweiz, tog han selv kontrol over landet, og efterfølgende overlevede han selv flere forsøg på modkup.

Hans far var selv kommet til magten på lignende manér ved at smide sin fætter på porten i 1972.

Hamad bin Khalifa al-Thani endte i 2013 selv med at abdicere og overlade magten til sin søn, sheikh Tamim bin Hamad al-Thani, der på det tidspunkt blot var 33 år.

Afgangen blev af analytikere set som et forsøg på at komme reformkrav i forkøbet, på et tidspunkt hvor Det Arabiske Forår prægede flere lande.

Samtidig skulle det sikre en mere uproblematisk magtoverdragelse og mindske uenigheder i den regerende familie.

I forbindelse med meddelelsen om dødsfaldet skriver regeringen i Qatar:

- Må Allah indhylle nationens store, afdøde leder i sin grænseløse barmhjertighed og tilgivelse og skænke ham en plads i sit rummelige paradis blandt profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retfærdige (...).

En af sheikh Hamads vigtigste partnere i udviklingen af det moderne Qatar var en af hans hustruer, sheikha Moza bint Nasser.

Hun fik en i Golfen sjældent fremtrædende rolle for lederes hustruer både inden- og udenrigspolitisk, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mens emiren tog styring over økonomiske og politiske reformer, fremmede hun en dagsorden inden for uddannelse, forskning og social udvikling.

RITZAU