Præsident Donald Trump kan fortsætte sine byggeplaner i Det Hvide Hus.
En føderal appeldomstol har nemlig meddelt, at opførslen af den nye kæmpemæssige balsal i forbindelse med præsidentboligen kan fortsætte.
31. marts stoppede en føderal dommer ellers byggeriet med den begrundelse, at projektet krævede kongressens godkendelse.
Nu skriver nyhedsbureauet Reuters, at byggeriet kan fortsætte. I hvert fald indtil 17. april.
Appelretten har altså blot givet en midlertidig tilladelse. Ikke en endelige afgørelse.
Retten har nemlig sendt sagen tilbage til den føderal dommer, der i første omgang stoppede projektet.

Den dommer skal nu se på sagen igen.
Dommeren siger, at han er nødt til at se nærmere på Det Hvide Hus' argument om, at byggeriet skal fortsætte af hensyn til den nationale sikkerhed.
Trump-lejren hævder, at byggeriet dækker over hemmelige sikkerhedsforanstaltninger under jorden, og at en pause i byggeriet kan gøre Det Hvide Hus »sårbart.«
Kritikere mener derimod, at det blot er en undskyldning for at presse prestigeprojektet igennem.

Sidste år rev Trump-administrationen den historiske East Wing i Det Hvide Hus ned for at begynde byggeriet.
Det fik en bevaringsgruppe til at gå rettens vej for at få projektet erklæret ulovligt.
Gruppen argumenterede blandt andet for, at Kongressen skal godkende det.
Balsalen bliver på lidt over 8000 kvadratmeter og kommer til at koste omkring 400 millioner dollar eller rundt regnet omkring 2,7 milliarder danske kroner.
