Den grønlandske murer og Trump-støtte Jørgen Boassen har angiveligt været på diplomatisk tur til Rumænien, hvor han mødtes med en toppolitiker på højrefløjen.
Det fortæller den efterhånden kendte grønlænder til B.T.
»Jeg var nede i Rumænien for et par dage siden; jeg blev inviteret af George Simion,« siger Boassen.
Simion leder partiet Alliance for the Union of Romanians på Rumæniens yderste højrefløj og var præsidentkandidat ved sidste års valg, som han tabte.
Boassen har sendt et billede fra mødet mellem de to – en selfie – som skal have fundet sted i weekenden.
Simion og Boassen er begge støtter af USAs præsident, Donald Trump.
Boassen selv har været i USA for at hjælpe Trump under valgkampen, han har efter valgkampen besøgt Trumps folk i USA, og i januar tog han imod Trumps søn Donald Trump Jr. i Grønland.
Siden har han fortalt B.T., at han arbejder for den amerikanske forretningsmand Tom Dans om at sikre amerikanske investeringer i små grønlandske virksomheder.
Nu har mureren fra Grønland tilsyneladende kastet sig over nye diplomatiske aktiviteter i Rumænien.
Boassen fortæller, at Simion inviterede ham til Rumæniens hovedstad, Bukarest.
»Fordi jeg er ven med ham,« siger den grønlandske murer, som hævder at have fået turen betalt af Simions parti, Alliance for the Union of Romanians.
»Jeg mødte ham i USA i januar.«
Det har vakt opsigt, at Boassen åbenlyst støtter amerikanerne, som under Trumps præsidentperiode har gjort det klart, at de ønsker at få kontrol med Grønland.
Den diplomatiske forbindelse mellem Grønland og Rumænien er uklar ud fra interviewet med Boassen.
Selv siger han kryptisk: »Selvfølgelig er Rumænien interesseret i Grønland; hele verden er interesseret i Grønland.«
Han vil ikke umiddelbart komme nærmere, hvad der er foregået på besøget hos den rumænske højrefløjspolitiker, men han siger 'ja' til, at det primært handler om forretning.