Donald Trumps ønske om at overtage Grønland er 'ødelæggende'.
Det skriver Naaja Nathanielsen, der er Grønlands minister for erhverv, råstoffer, energi, justits og ligestilling, i et indlæg i New York Times.
»Jeg ser mennesker i Grønland, der er dybt berørt af disse idéer, og situationen kræver en dyb indånding og en seriøs dialog,« skriver hun.
I indlægget skriver hun blandt andet, at mange grønlændere er tilfredse med at være en del af Kongeriget Danmark på trods af de udfordringer, det indebærer, og den historie de to lande har sammen.
»I de sidste 300 år har vi været på en rejse sammen med Danmark mod at få mere indflydelse på vores egen regeringsførelse. Det har været en lang vej, og vi er stadig på den,« skriver hun:
»I dag er vi et demokrati med vores eget parlament og vores egen regering – en succes, vi opnåede inden for Kongeriget Danmark.«
Samtidig skriver hun, at hun også anser Grønland som en del af den vestlige alliance herunder med USA.
»Der er meget fælles fodslag og mange fælles ambitioner. Vi insisterer kun på, at det land, vi kalder hjem, er uskadt, og at vores beslutning om at forblive i Kongeriget Danmark respekteres,« skriver hun.

