Det amerikanske olieselskab Greenland Energy Company – der har tilknytning til den amerikanske præsident Donald Trump – er begyndt at bære boreudstyr i land. 

Og det har ifølge Danwatch fået Grønland til at slå alarm.

Det Texas-baserede selskab er interesseret i råolien under jorden på den isfri Jameson Land-halvø i det østlige Grønland, hvor der efter sigende findes råolie til en værdi af intet mindre en milliard dollar, skriver The Guardian.

Selskabet har derfor afsat 60 millioner dollar til at bore to brønde i området for at finde ud af, om det er sandt.

De mangler dog at få tilladelse fra den grønlandske regering.

Men det lader ikke til at have stoppet selskabet.

En slæbebåd med en pram lastet med en gravko og mindst 15 containere ankom til havnen i Nerlerit Inaat på Jameson Land-halvøen onsdag. 

Morgenen efter var slæbebåden sejlet igen – uden lasten.

Og det har nu fået de grønlandske myndigheder til at sende selskabet »en stærk advarsel«, skriver Danwatch. 

»Departementet har vurderet situationen i forhold til mulige restriktioner,« lyder det:

»Der vil tilgå en stærk advarsel til rettighedshaveren med en påtale om, at alle fremtidige logistiske forhold skal adviseres og godkendes af råstofmyndigheden – inden de udføres.«

Formanden for Greenland Energy, Larry Swets, insisterer på, at olieprojektet »ikke er relateret til den amerikanske annektering«.

Boringerne skal efter planen begynde i oktober – og ifølge Trumps grønlandske særlige udsending Jeff Landry kan olien begynde at pumpe op næste år.

Og hvis boringer kommer til at finde sted, så har den tidligere talkshowvært Phil McGraw, bedre kendt som Dr. Phil, planer om at rejse til Grønland for at lave en dokumentar i seks dele om boringen, skriver Aftonbladet

Dr. Phil har tidligere annonceret en tur til Grønland, som han senere aflyste.