To timer. Så lang tid gik der fra en svensk kvinde blev hentet i ambulance, til hun blev erklæret død på hospitalet.

»Det er 100 procent sikkert, at hun havde covid-19. Sygehuset har netop ringet,« sagde hendes mand tirsdag til det svenske medie ETC.

Kvinden var gravid i 23. uge, da hun i påskedagene blev hastet på sygehuset.

Men for sent. Kort efter indlæggelsen døde både moderen og det ufødte barn.

Corona har indtil videre kostet 1.203 svenske liv. Det er ikke første gang, der bliver registreret corona hos gravide. Men det er første gang, at sygdommen har kostet en vordende mor og barnet livet.

Ingen mistænkte, at kvinden havde corona, da hun blev indlagt. Derimod led hun af en urinvejsinfektion.

Hun hostede en smule, men da det var et problem, hun genkendte fra tidligere graviditeter, rådede lægerne hende til at blive hjemme og holde sengen. De mente, at risikoen for at få corona var større på hospitalet.

Ifølge sin mand havde den gravide i flere dage haft let feber og havde haft svært ved at komme ud af sengen. Ambulancen havde været forbi en gang tidligere, men først da hun fik problemer med at trække vejret, blev hun indlagt.

Manden siger til ETC, at kvinden ikke havde nogen kendte sygdomme, men hun var overvægtig og havde en uge før dødsfaldet fået konstateret forhøjet blodtryk.