På blot ni dage er seks turister forsvundet på de græske øer.

Tre af dem er fundet døde, heriblandt den britiske tv-læge Michael Mosley, og det mistænkes, at det er gåture i de høje temperaturer, der opleves i området, som har kostet de tre livet.

Derfor sætter myndighederne nu også alt ind på at finde de tre turister – en mandlig amerikaner på 59 år og to kvindelige franskmænd på henholdsvis 74 og 64 år – som i sidste uge forsvandt på øerne Amorgos og Sikonos.

Vassilis Marakis, borgmester på øen Sikonos, hvor de to kvinder er forsvundet, fortæller til The Guardian, at man fokuserer på et klippeterræn, hvor de to kvindelige vandrere kan have begivet sig ud.

»Vi har været ude og lede hele morgenen. Frivillige er ankommet fra Santorini, brandfolk, politiet og en specialtrænet hund har alle ledt, men terrænet er stenet og fuld af kløfter. Indsatsen har været enorm, men området, hvor de forsvandt, er vanskeligt, og vi har desværre stadig ikke fundet dem,« fortæller han til The Guardian.

Kvinderne forsvandt fredag, og Vassilis Marakis er bekymret.

»Vi havde hørt om den slags hændelser på andre øer, og nu er det sket her. I går havde vi endda en båd fra kystvagten, der patruljerede langs vores øs kyst. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget bekymret.«

Amerikaneren, som er forsvundet, er den 59-årige tidligere sheriff, Albert Calibet. Det er nu en uge siden, han begav sig ud på en fire timer lang vandretur på Amorgos, en ø han hyppigt har besøgt.