Beboere på øen Kalymnos må vente lidt længere end resten af Grækenland med at byde turister velkommen igen.

Selv om Grækenland officielt har genstartet turistsæsonen denne weekend, er det ikke alle græske øer, der er klar til at modtage solhungrende europæere.

Den græske ø Kalymnos har siden 4. maj været underlagt stramme restriktioner, og de bliver ikke løftet lige med det samme.

Smittetallene på øen er fortsat høje, og derfor forlænges nedlukningen med endnu en uge til 24. maj, melder de lokale myndigheder ifølge Reuters.

Beboere på øen må kun gå hjemmefra, hvis de skal på arbejde, til læge eller på apoteket. At gå tur med deres kæledyr eller handle i supermarkedet indtil klokken 18 er også tilladt.

De 16.000 borgere på øen må kun forlade den, hvis der er tale om helbredsmæssige årsager.

Den fungerende minister for borgerbeskyttelse, Nikos Hardalias, opfordrer beboerne på Kalymnos til at vise "lidt mere tålmodighed og udholdenhed, indtil vores smukke ø vender tilbage til normalen.

Turismen i Grækenland tegner sig for over 20 procent af landets bruttonationalprodukt (bnp).

Sommeren bliver derfor vigtig for Grækenlands håb om at bringe økonomien på fode igen. Coronapandemien betød sidste år, at landets samlede økonomi skrumpede otte procent.

De fleste græske øer har dårligere sundhedsfaciliteter end på fastlandet. Men et initiativ for at vaccinere borgerne på øerne er i gang. Nationalt er der givet næsten fire millioner vaccinestik. Landet har omkring 10,8 millioner indbyggere.

Turister fra EU samt fra lande som Storbritannien, USA og Israel kan rejse ind til vands eller med fly, når de kan fremvise en vaccinationsattest eller en frisk negativ coronatest.

Tyske og britiske rejsende skal dog stadig i mindst fem dages karantæne ved hjemkomsten. Det ventes at påvirke antallet af gæster fra de to nøglelande.

Turistminister Theoharis håber dog, at briterne snart sætter Grækenland på den grønne liste igen.

Der er fortsat talrige restriktioner for rejsende på tværs af Europa. Græske hotelejere regner med, at turismen først for alvor tager fart fra slutningen af juni eller start juli, i takt med at flere bliver vaccineret mod covid-19.

/ritzau/