Der blev råbt. Der blev skreget. Og der blev grædt.
Og nej, det var ikke premieren på et nyt amerikansk realityshow. Det var en ni timer lang afhøring i det amerikanske senat. Og efter godt 22 år som B.T.'s USA-korrespondent har undertegnede aldrig nogensinde set noget lignende.
Både masker og boksehandsker blev således taget af. Og den politiske debat blev forvandlet til et hysterisk rivegilde, der fik 'Keeping up With the Kardashians' til at ligne en søvnig bridge-klub.
Torsdagens afhøring drejede sig om Donald Trumps kandidat til USAs højesteret, Brett Kavanaugh. Den 53-årige gifte dommer med to børn er i løbet af de seneste to uger blevet anklaget for ialt fire sex-overfald.
De mest alvorlige sex-anklager kommer fra den 51-årige californiske psykologiprofessor, Christine Basley Ford. Og derfor var både Dr. Ford og Dommer Kavanaugh i går inviteret til af aflægge vidneforklaring og svare på spørgsmål foran senatets retsudvalg.
Ialt 21 medlemmer - 11 republikanske og 10 demokratiske - sad klar med deres spørgsmål. Og fra starten var medlemmernes respektive dagsorden klokkeklar.
Republikanerne vil rense Brett Kavanaugh for enhver mistanke, så han i starten af oktober kan tiltræde sit nye job som højesteretsdommer. Og modsat gjorde retsudvalgets demokratiske medlemmer alt for at bekræfte anklagerne imod Kavanaugh, så de kunne stoppe vedtagelsen.
Men intet forløb som forventet. Og det eneste, de to partier ved dagens afslutning kunne blive enige om, var, at afhøringen var noget af det mest pinlige i amerikansk politiks historie. Én republikansk senator mente endog, at man skal helt tilbage til 1954 og Joseph McCarthys kommunist-jagt og dertilhørende senatsafhøring for at finde noget tilsvarende skandaløst.
»Det her vil ødelægge vores system i flere årtier frem. Det er ét stort fupnummer,« skreg den erfarne republikanske senator Lindsey Graham, mens han med rystende hånd pegede vredt på sine demokratiske kollegaer.
Og selvom følelserne var i højsæde, startede det lange møde relativt stilfærdigt.
I små fem timer fortalte Dr. Christine Basley Ford således om sine oplevelser under en sammenkomst i 1982. Hun fortalte, at Brett Kavanaugh ved en privat fest for 36 år siden havde forsøgt at voldtage hende. Og med stille gråd i stemmen sagde hun:
»Det værste var det øjeblik, hvor han lagde sin hånd over min mund. Jeg frygtede ligefrem, at Brett Kavanaugh af vanvare ville komme til at slå mig ihjel,« sagde Dr. Ford, der også svor, at hun var 100 procent sikker på, at Kavanaugh var manden, der (som 17-årig) havde sex-overfaldet hende.
Dr. Ford havde på forhånd forlangt, at hun ikke ville være tilstede i samme lokale som Kavanaugh. Og derfor forlod psykologiprofessoren senatet, før det var kandidatens tur til at blive afhørt. Og Kavanaugh fløj nærmest ud af starthullerne.
»Det her er er en national skamplet - en katastrofe. Mit liv og min families liv er ødelagt af de falske anklager. Demokraterne har gjort alt for at ødelægge mine chancer. Det er et hævntogt på vegne af Clinton-familien og opbakket af millioner af demokratiske dollar. Måske taber jeg så ved den endelige afstemning, men jeg trækker mig ikke,« sagde en tydeligt rødglødende Kavanaugh, der i midten af 90'erne var med til at efterforske og afhøre Bill Clinton under Monica Lewinsky-skandalen
Ved den oprindelige og langt mere formelle høring i senatet fremstod Kavanaugh rolig og fattet. Men i går var foragten tydelig. Og vreden i lokalet var så tyk, at den kunne skæres ud med en kniv.
Og efter den maraton-lange afhøring analyserede Joan Walsh, der er politisk iagttager og korrespondent for tidsskrifttet The Nation:
»I dag fik vi et tydelig bevis på den store forskelsbehandling af mænd og kvinder. Brett Kavanaugh afbrød de senatorer, der forsøgte af afhøre ham. Han angreb dem verbalt. Og det gik langt værst ud over retsudvalgets kvindelig medlemmer. Hvis et kvindeligt vidne havde opført sig på en tilsvarende måde, var hun blevet fjernet iført spændetrøje.«
Efter planen skal det amerikanske senat på mandag eller tirsdag stemme om, hvorvidt Brett Kavanaugh skal tilbringe resten af sit liv som højesteretsdommer. Og det republikanske parti kan kun tåle at miste tre stemmer.
Genoplev B.T.s LIVE-blog fra høringen herunder: