Flere millioner Android-brugere er blevet narret af cyberkriminelle.
Det er sket, fordi der har været såkaldte 'farlige applikationer' i Google Play Store (Androids app-butik, red.), som mange Android-brugere har downloadet.
Det skriver Dagbladet.
Der har været tale om hele 77 applikationer, der har indeholdt flere typer malware (skadelig virus, red.), som blandt andet har kunnet stjæle bankoplysninger, læse tekstbeskeder, tage skærmbilleder og foretage telefonopkald.
Mediet skriver, at Google har fjernet et dusin apps med mere end 19 millioner downloads i alt.
Ifølge Dagbladet fortæller en Google-talsperson til Forbes, at de farlige apps ikke længere kan hentes fra deres app-butik – og at brugerne kan beskytte sig mod cyberangreb:
»Beskyttelse mod disse malware-versioner er allerede på plads via Google Play Protect. Baseret på vores nuværende beskyttelse er der ikke fundet nogen apps, der indeholder disse versioner af denne malware på Google Play,« fortæller en Google-talsperson til Forbes.
