En stor oprydningsøvelse i weekenden skal få bådtrafikken til at glide lettere i Venedigs kanaler.

Gondolierer og andre frivillige i Venedig har i weekenden samlet 600 kilo affald op fra kanalen Rio di San Luca i den italienske by.

Det oplyser Venedigs administration søndag.

Oprydningsøvelsen nær den berømte Rialto-bro har til formål at få trafikken til at glide lettere på den travle vandvej, oplyser byrådet i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tidligere har venetianske gondolierer deltaget i seks lignende initiativer og opbragt i alt 2,5 ton skrald fra byens kanaler.

Affald er et af problemerne, der er forbundet med overturisme i Venedig.

Som følge af netop overturisme indfører byen en minimumsafgift på tre euro - knap 23 kroner - for besøgende på dagsture fra 1. juli næste år.

Pengene skal blandt andet betale for at fjerne skrald og holde offentlige pladser ved lige.

Afgiften blev vedtaget i februar i år, fordi den historiske by er overrendt af 30 millioner turister om året.

Samtidig er krydstogtskibe også blevet et stadig større problem, skriver nyhedsbureauet AFP.

I 2018 lagde de til kaj i Venedig 600 gange og satte 1,5 millioner turister i land.

Og i midten af november blev Venedig ramt af endnu et problem: Oversvømmelser.

Vandstanden i den populære turistby nåede således 187 centimeter, som er det højeste i over 50 år.

Saltvand, der løb ind på pladser og gader, har medført skader til en værdi af en milliard euro. Det svarer til knap 7,5 milliarder kroner.

I Venedig har et meget stort projekt kaldet Mose været undervejs siden 2003. Når det står færdigt, er det er meningen, at det skal beskytte byen.

Men det mange milliarder store infrastrukturprojekt har været ramt af stadig større budgetoverskridelser, korruptionsskandaler og forsinkelser.

/ritzau/